Den 18. december er der premiere på min radioserie “Rejsen til det fremmede“. Det er er et kaleidoskopisk radioeventyr om udlængsel, hjemmefødninge, nysgerrighed og fremmedhed fyldt med navere, piloter, sejlende, spisende, skrivende og helt gemene turister, der tager ud for at se, hvad der er bag horisonten.
Læs mere›
5/11 2014 Ban Koh Lanta
Min grønne ven Fredag, det lille firben, sidder på den mørke trævæg og stirrer på mig. Jeg er lige ved at sige et eller andet til ham. At de lover en stor storm i nat eller at tidevandet har bragt en masse gule blade med sig, der nu ligger og duver i de dovne bølger rundt om terrassen og hvor mon de (altså bladene) kommer fra?
Jeg er lige kommet hjem fra en af byens små restauranter, og har nu forstået, at jeg skal smide sandalerne før jeg går ind og prøver at få munden viklet rundt om de mest almindelige høflighedsfraser, sådan på goddag, farvel, tak-planet. Sprog er svært, når der slet ikke er nogle genkendellige lyde og referencer og sawadee kaa (goddag for kvinder) lige så godt kunne betyde hundesaddel. Jeg kigger stift på Fredag og siger langsomt og meget tydeligt “sawadee kaa”. Han slår med halen og piler i skjul oppe under taget.
Læs mere›
2/11 2014 Ban Koh Lanta
Der er fuldt blus på udendørsterrasserne, der på pæle strækker sig ud i havet. Et lysegrønt firben løber op langs en stolpe og nogle gulnæbbede fugle kaster sig akrobatisk ind under eternittaget for at se om der skulle være en lækkerbidsken.
Mørket siver langsomt ind fra horisonten og blåt bliver til sort, mens en doven brise slår sprækker i den tunge fugtige varme. Næsen springer med svedperler og jeg bestiller øl, stegt fisk med stærk sursød sovs og en tallerken kuppelformede ris. Det er stadig lavsæson, så en af tjenerne hænger på en stol foran en flimrende fladskærm og et par servitricer står i et hjørne og hvisker.
29.10 Tårnby, CPH og luftrummet mellem København og Bangkok
Jeg er aldrig så ordentligt som når jeg skal afsted.
Når jeg skal til Jylland vasker jeg bilen og tager rent tøj på. Turene med pas, boardingcards og fremmede sedler får mit hjem til at minde om Brugsen ved statustid. Vasketøjet bliver foldet og stablet i typer, valutaen kommer i små konvolutter ordnet efter seddelstørrelse, de små miniflasker bliver pertentligt fyldt med cremer og shampoo og rejsedokumenterne bliver arkiveret i skyen og placeret ufoldede i en ny papmappe i håndbagagen. Hvis min mor så mig, ville hun være overbevist om at jeg var en skifting eller var blevet bodysnatchet.
Mens jeg går og systematiserer gennemgår jeg rejsens faser: Hvordan kommer jeg fra D til F og er der noget, jeg bør google, vide, notere, have ved hånden for at det kan ske på bedste vis. Jeg memorerer taskernes og rejsetøjets gemmer og lommer og udvikler et sindrigt system for hvordan pas, kontanter og kreditkort skal placeres, så en tyv kun får en del af kagen – som kongefamilien, der altid tager forskellige fly, så der er nogen tilbage, hvis uheldet er ude.
Jeg er lige kommet hjem fra Island og sidder og ser vores 411 billeder af uvejsom stenørken, skyomkransede fjelde, bølgeblikhuse i klare farver, brusende elve og får i alle størrelser.
Pludselig kan jeg mærke hvorfor det er godt at tage mange billeder – og hvorfor det er så fuldstændig røvsygt at se andres feriefotos. Det er ikke det, der sker på billederne, som er vigtigt. Men det, der skete imellem dem.
“Alle Butiksruder er glimrende oplyste. Især Modemagasinerne har tændt et Lyshav, hvori Silken gnistrer og Fløjlet ruller i tunge, bløde Farvebølger. Men også Delikatesse-Forretningerne straaler med alle Blus for at forøge Tiltrækningen ved deres røde Bayonne-skinker, deres lysebrune Postejer, brogede Geléer, hvide Marcipan og de vældige Dynger af kandiserede Frugter: lysegule Aprikoser, grønne Figurer og blodige Kirsebær.
Læs mere›
På scenen står Fru Gammeldags og Fru Moderne. De vasker op, den første med balje og børste, den anden med en nymodens opvaskemaskine og en mand med mikrofon kommenterer ivrigt dysten. Det er opvaskemaskinefabrikken, som har arrangeret konkurrencen, så fru Gammeldags er selvfølgelig håbløst bagefter.
Året er 1939 og der er Verdensudstilling i New York. Temaet er The World of Tomorrow og sloganet lyder Begyndelsen på en ny dag. På pamfletten kunne man læse:
“Here are the materials, ideas, and forces at work in our world. These are the tools with which the World of Tomorrow must be made. They are all interesting and much effort has been expended to lay them before you in an interesting way. Familiarity with today is the best preparation for the future.”
Statsradiofoniens første markante reporter Aksel Dahlerup rejste til Amerika og lavede en udsendelse, hvor han tog lytterne med gennem pavillionernes blik ind i fremtiden.
For et par år siden var jeg så tåbelig at lave en udsendelse fra den gamle Lillebæltsbro. I teorien var ideen sådan set god nok. Jeg havde bare ignoreret det faktum, at jeg sammen med mine to interviewpersoner skulle kravle op på metalskelettet, der hæver sig over selve broen og gå på en smal metalbro med direkte nedsyn til havet 75 meter under os. Jeg er ikke så vild med højder. Faktisk gør de mig rædselsslagen og jeg får det som om alle naturlove ophæves og min krop pludselig kan blive grebet og opslugt af det store luftintet rundt om mig.
Men med mikrofon i hånden tør man heldigvis alting. Eller man gør det ihvertfald. Så jeg kravlede bævende op over biler og toge.
Det regnede i morges – nu drypper lyset ned
Sådan sang Elisabeth engang i 80erne, hvor min musiknerver lå helt blottede og påvirkelige. Mit indre øje fryder sig, hver gang jeg ser den sætning. Den er sådan et helt skarpt lille snapshot og selvfølgelig drypper lyset ikke – det kan enhver lysteoretiker forklare. Men det er præcis sådan det ser ud, når solen kommer frem efter et regnskyl.
Læs mere›
