Stedet ryster

For et par år siden var jeg så tåbelig at lave en udsendelse fra den gamle Lillebæltsbro. I teorien var ideen sådan set god nok. Jeg havde bare ignoreret det faktum, at jeg sammen med mine to interviewpersoner skulle kravle op på metalskelettet, der hæver sig over selve broen og gå på en smal metalbro med direkte nedsyn til havet 75 meter under os. Jeg er ikke så vild med højder. Faktisk gør de mig rædselsslagen og jeg får det som om alle naturlove ophæves og min krop pludselig kan blive grebet og opslugt af det store luftintet rundt om mig.
Men med mikrofon i hånden tør man heldigvis alting. Eller man gør det ihvertfald. Så jeg kravlede bævende op over biler og toge.

Uden rustning
Det er ikke my finest hour, lad os bare sige det. Men det er et af dem, jeg har fået allermest respons på. “Hold kæft, hvor var du bange!”, lød det selv fra de allermest hardcore nyhedshunde, der ellers ikke er til fals for utidigt føleri, og så supplerede de ellers med egne fobier og højdeoplevelser.
Man kommer nok egentlig ikke meget tættere på mig. Stedet og situationen har skrabet al civilisation, det meste af værtsrollen og hvad der ellers er af beskyttende rustninger af og tilbage står det lille rystende espeløv, som jeg (også) er.

Distortion
Jeg kom til at tænke på det i dag, hvor jeg skypede med min antropologven, der sidder i Paris og lige havde været til en konference om distortion. (I min lydverden betyder det overstyring, men det kan lige så godt betyde fordrejning, forvrængning, skævvridning eller formforandring).
Antropologernes distortionprojekt er at undersøge det, der gør, at noget ikke bliver som man forventede eller forudså. Hvad sker der på vejen fra årsag til uforudsigelig virkning. På deres hjemmeside kalder de det sælsomt poetisk Ethnographic Explorations of Paradoxical Connections.

Halv indsigt er ligesom at læse poesi på et fremmedsprog: Pludselig kan man få en helt glasklar fornemmelse af paradokse forbindelser eller stor sammenhæng. Og sådan skete det idag med begrebet distortion og tanken om det, der skaber det uventede. (Det vil sikkert forsvinde, når jeg finder ud af hvad antropologerne i virkeligheden mener. Research har ødelagt mange gode historier).

Virkelighedens rystelse
Hvis jeg ser ned over listen med rigtig gode reportager, så er én af de ting, der kendetegner dem, at fortælleren udfolder sig mere originalt og personligt end i nogen andre genrer.
Måske er stedet en slags distortion. En overstyring, en skævvridning eller rystelse, der tvinger os med mikrofonen til at træde ud af det forudsigelige og finde en helt særlig tone til dette indslag. Fordi stedet eller situationen påvirker mere end den velskolede journalisthjerne.
Stedet har atmosfære – det er en fysisk sanseoplevelse at træde ind i et kirkerum, ud på en klippeafsats eller ned i lastrummet på et skib. Det er duft, fornemmelse, lyd, lys, fugtighed, varme, uhygge, velvære, ydmyghed. Kroppen går i forbindelse med stedet og oplevelsen er pludselig forankret helt konkret i den fysiske verden, samtidig med at den tænder hele paletten af egne følelser, erindringer og fornemmelser.

Fortæller og lytter samtidig
Når man sidder i radiostudiet er verden udenfor mest af alt en forestilling og man taler og interviewer om den i store letforståelige, overordnede termer. Når man står med hænderne begravet midt i den, virkeligheden altså, så er den altid helt anderledes end man havde forestillet sig, den er meget meget påtrængende og ikke til at putte ind i de forudsigelige kasser, man ellers rubricerer alting i.

Så måske opstår reportagens element af originalitet og personlighed af en form for rystelse. At virkelighedens massive fysiske påvirkning skaber et brud, der kaster én ud af de vante vinkler og rutinesproget, og også tænder lysten og en følelse af forpligtelse til at virkelig at lytte for at fange lige præcis dette steds helt unikke tone og videregive sit helt eget tydelige billede. Og det er måske i den – faktisk modsætningsfyldte – dobbelthed, at den virkelig interessante rystende virkelighed opstår:
Når man er en nysgerrig lytter og en personlig fortæller på en og samme tid. De andres anderledeshed loyalt skildret igennem ens eget underlige filter.