Radiohjælp
Radiostuderende på afveje? Sparringsdesperat freelancer? Gymnasielærer på jagt efter en temauge om medier? Organisation eller virksomhed, som gerne vil nå jeres publikum med en podcast eller leder du efter en konstruktiv og analytisk efterkritiker?
Jeg er en begejstret og engageret underviser, sparringspartner, ideudvikler og konceptcreateuse med internationalt udsyn, analytisk sans og skatkisten fuld af praktisk erfaring, teori, gode radiohistorier og sjove og interessante eksempler.
SIden midten af 90erne har jeg lavet workshops og kurser. Omdrejningspunktet – kan jeg se bagefter – har altid været historiefortællingen.
Både når jeg prøver at lære studieværter det allersværeste – nemlig at være sig selv; når jeg underviser reportere i at fange et steds stemning og særegenhed og give den videre i lyd og ord eller forsøger at forklare forskere, at mange mennesker måske ikke lige ved hvad et enzym er, og at det kræver både gode ordbilleder og forklaringslyst at få dem til at forstå det.
Erfaring
Jeg var i en årrække tilknyttet DRs Udviklingsafdeling med ansvar for rekruttering, undervisning og udvikling af studieværter. Og jeg har første år af DISPUKs 2-årige systemiske konsulentuddannelse.
Siden har jeg lavet workshops, arrangeret individuelle udviklings- eller inspirationsforløb og undervist freelance både internt i DR og for blandt andre Novo, Novozymes, Meyer Kantiner, BT, Kommunernes Landsforening, Kristeligt Dagblad mv.
Og jeg har lavet analytisk fremadrettet feedback og efterkritik på et hav af programmer og studieværter.
Jeg underviser i reportage, interview, historiefortælling, værtsskab, sprog og præsentationsteknik.
I de senere år har jeg i kortere og længere forløb også undervist på Københavns Universitets kurser i Auditiv Kultur og arrangeret radiosommerkursus på Vallekilde Højskole.
For hvem?
Jeg har arbejdet med både stjerner, vandbærere, erfarne rotter og folk, der aldrig har prøvet at optage en lyd – og jeg synes at alle de perspektiver er både inspirerende og berigende.
Jeg tilbyder kurser og forløb til både journalister, gymnasielever, studerende eller forskere og andre formidlere.
Hvordan kan du bruge lyd?
Brug mig også som sparringspartner, inspirator, producent eller rådgiver, hvis du sidder på et museum, et bibliotek eller i et firma, hvor I gerne vil bruge lyd til at formidle, udsende podcasts, lave audiowalks eller bruge lydklip på jeres hjemmeside, men ikke er helt sikre på hvordan I skal gribe det an. Mulighederne er uendelige: Stemningskabende lydlandskaber, der sætter en scene eller en tid, markante interviews med de involverede, eller fortættede fortællinger monterede med lyd og musik er altsammen noget, der tænder lytterens fantasi og medleven.
Kursustilbud og guruindspark
Her finder du nogle af mine workshops og sparringstilbud. Kontakt mig for yderligere oplysninger eller et skræddersyet forløb
WORKSHOP: SKAB ET RADIOINDSLAG
SÅDAN ARBEJDER MAN MED LYD:
Intens og udfordrende workshopdag, hvor deltagerne trin for trin lærer radiofoniens grundformer: At optage lyd, interviewe, skrive radiotekster og redigere.
Kurset veksler mellem øvelser og korte koncise oplæg med masser af eksempler. Det handler om at fortælle med lyd, stille spørgsmål, der får interviewpersonen til at tænke sig om og skrive sanseligt og billedskabende til øret.
Deltagerne arbejder sammen i grupper og får i løbet af dagen konstruktiv og fremadrettet efterkritik på øvelserne. Dagen slutter med at optagelserne bliver komponeret til ét samlet indslag med lyd, speak, interview og musik.
TEKNIK:
Jeg medbringer al nødvendigt teknisk udstyr til radioproduktion.
HENVENDER SIG TIL:
Højskoler, gymnasier og lign.
Kurset kræver ingen forudsætninger, men masser af gåpåmod.
VARIGHED:
1 dag. 10-15 deltagere
WORKSHOP: SKAB EN RADIOSTATION
FORSTÅ MEDIERNE - PRØV DET SELV:
Adrenalinen pumper og deadlines presser sig på i denne workshop, hvor vi etablerer en redaktion, der sender en eller flere live-udsendelser.
Kursisterne er værter, reportere og teknikere. Alle arbejder sammen om at ideudvikle, vinkle historierne og skabe radioudsendelser fulde af vedkommende reportager, interviews, fortælinger, nyheder og musik., der evt. kan transmitteres ud til resten af jeres institution.
Deltagerne oplever helt konkret hvordan den journalistiske proces foregår og det praktiske arbejde suppleres med oplæg og løbende efterkritik, så de også får indsigt i journalistisk teori og håndværk.
Kurset et velegnet udgangspunkt for en mere overordnet diskussion af mediernes rolle og indflydelse.
Inden kurset får I en grundmaterialepakke med lydeksempler og beskrivelser af de forskellige journalistiske arbejdsfunktioner, så kursisterne er godt klædt på til selve workshoppen.
HENVENDER SIG TIL:
Gymnasier, højskoler mm.
Kurset kræver ingen forudsætninger, men masser af gåpåmod.
TEKNIK:
Jeg medbringer al nødvendigt teknisk udstyr til radioproduktion.
VARIGHED:
3-5 dage for 10-40 deltagere.
LYDGURU-KONSULTATIONER
ER DU KØRT FAST I ET INDSLAG?
Trænger du til at udvikle en radioide? Er der kludder i dramaturgien eller vil du gerne have et øre på dine overgange, din form eller dit udtryk?
Jeg tilbyder Skype-konsultationer, hvor jeg på forhånd har lyttet eller læst dit materiale og du får 45 minutters konkret, fremadrettet og konstruktiv sparring på dit projekt.
HENVENDER SIG TIL:
Studerende/freelancere/medievirksomheder.
PRIS:
300,- (stud.) /// 600,- (freelancer) /// 1000 (mediehus) pr konsultation.
Køb et klippekort, så bliver konsultationerne billigere.
PRIS:
3 klip:
Studerende 700,-
Freelancere 1600,-
Mediehus 2600,-
Du kan også hyre mig til at lave efterkritikseancer af et program, en radioserie eller en vært.
IDE- OG KONCEPTUDVIKLING
HAR DU BRUG FOR EN KREATIV PROCES?
Skal I lave et nyt radioprogram eller finde nye retninger for et gammelt? Overvejer I at bruge lyd i virksomhedens formidling eller at lave en podcast til jeres organisations interessenter?
Jeg har i årenes løb været med til at udvikle og forløse både mine egne og andres koncepter og har stor erfaring i at gøre en forfløjen idé eller et sjovt indfald til et originalt, virkningsfuldt program.
Jeg er en kaotisk strukturfascist og god til både det rødvinsåbne fabulerende ideflow og til at stramme op, kondensere og realisere.
Jeg har et skarpt blik for de originale ideer og overraskende muligheder, og jeg kan skabe stærke koncepter, der stikker ud både i radiolandskabet og alle mulige andre steder. Og så er jeg god til at tilrettelægge de kreative udviklingsprocesser, som får ideerne til at sprudle og resultatet til at blive originalt og vedkommende.