Os og det fremmede

Hør alle tiders udenrigsreportager og historien om hvad de fortæller om dansk identitet og selvbevidsthed

Danskerne er blevet rejsende de sidste 200 år. I begyndelsen var det kun den priviligerede overklasse og en håndfuld kunstnere, der fik lov til at se de anderledes og eksotiske horisonter. I dag foretager danskerne 8 millioner rejser om året og det vi ikke selv har set, kender vi alligevel fra fjernsynet.

På de mange rejser jagter vi – og har jagtet – mange forskellige perspektiver: Bekræftelse på, at vi heldigvis har indrettet os på den bedste af alle måder, identitet, autenticitet, inspiration og nærværsoplevelser, som vi ikke kan finde i den almindelig hverdag, inspiration, oprindelighed, udfordring, et glimt af fremtiden og i sidste ende måske os selv.

Lige siden 30erne er radioreporterne rejst ud med mikrofonen og har bragt det fremmede hjem i højttalerne. De har oplevet det fremmede med tidens blik og fødderne begravet i den hjemlige tankegang og deres køn, klasse og kultur.

Foredraget tager jer med på en sanselig kulturhistorisk tur sammen med fortidens rejsende – 30ernes besøg i det åndeløse neonglitrende New York, 40ernes beklemte tysklandsreportager, 50ernes blik på “de vilde” i Afrika og alle de andre opdagelsesfærder ind bag jerntæppet, op til polarcirklen eller ned til Syden.

Igennem radioreportagernes beskrivelser, lyd og emner kan man følge danskernes selvforståelse og blik på det fremmede gennem hele sidste århundrede: Fra herrerne i blød hat, der stod og kiggede på det eksotiske i sikker afstand til nutidens autenticitetsjægere, der ikke vil være turister, men rejsende.

I de seneste 100 år har vi måske lært, at de andre også har noget at byde på og vi betragter ikke længere vores egen kultur som den eneste rigtige. Men vi er også på mange måder blevet blaserte overfor oplevelserne, fordi vi fra barnsben har rejst og den globaliserede verden aldrig er mere end et klik og et youtubeklip væk.

Hele den udvikling findes på de gamle reportagebånd – sammen med et væld af fantastiske historier og lyden af fortiden, som den har udspillet sig på markedspladser, i storbyer, ørkner og motorveje verden rundt.

Varighed: 2 timer inkl. pause

Teknikbehov: Højttalere med minijagstik, projektor og lærred/væg

 

Mere information