Jeg er lige kommet hjem fra Island og sidder og ser vores 411 billeder af uvejsom stenørken, skyomkransede fjelde, bølgeblikhuse i klare farver, brusende elve og får i alle størrelser.
Pludselig kan jeg mærke hvorfor det er godt at tage mange billeder – og hvorfor det er så fuldstændig røvsygt at se andres feriefotos. Det er ikke det, der sker på billederne, som er vigtigt. Men det, der skete imellem dem.
Billeder skaber tid og forløb
Når jeg tænker tilbage kan jeg huske turen i store træk: Hvad vi gjorde dag for dag, mennesker vi mødte og steder vi besøgte. Når jeg ser på billederne husker jeg pludselig på en helt anden måde – fotografierne bliver teltpløkker i det fremmede, de strækker tiden ud og gør den konkret.
Med et kan jeg huske underlige detaljer, følelser, associationer og kropslige fornemmelser, fordi jeg sidder med 411 hukommelsesmarkører: Billedet af Tingvallasøen er ikke bare en smuk udsigt med havblik og huset med det lysende gule tag og rødt grus i indkørslen, det er også et par minutter inden jeg tænkte at farverne på Island er meget blegere end på Færøerne og det er lige efter Torben ringede og i en bisætning sagde at islændinge hader danskere.
Fotografiet af en gul afskallet firkantet vejsten, der står midt i grågrøn lav og mørkorange krat er bare et par kilometer før vi passerede en islandsk hest med en blond manke, så ubegribelig lang og vindvajende, at den lignede en af sagatidens sagnkvinder og jeg filosoferede over om islændingene deler fortællinger på en helt anden måde end vi gør.
Da vi kørte videre og vejen blev til smal hullet grus var jeg nervøs for om jeg havde ledt os på afveje. Men jeg sagde ikke noget.
Telefonboksen i the middle of fucking nowhere sendte mig på en tidsmaskinetur tilbage til dengang jeg altid havde et par hullede 25ører i pungen, så jeg kunne ringe hjem, og undren over at jeg ikke kan huske hvornår jeg fik min første mobiltelefon.
Da vi sad i en solpøl mærkede jeg, at den nordatlantiske luft har et strejf af kulde, som jeg ikke kender. En hilsen fra fjeldsneen, tror jeg.
Og så er der farven. Vestmannaøernes knortrede lillagrå aftegninger på den lyseblå himmel ude i horisonten. En nuance, der ikke kan fanges på pixler, men ligger og skvulper inde bag øjnene.
Billedet af det flade Esja-fjeld med sne på toppen og mørkeblåt vand ved foden tænder billedet af hvordan forfatteren Jon Kalman Stefanssons øjne sprækker i smilerynker når han griner og det gjorde han, da hans hund forfulgte en rød og hvid kat. Hvad han sagde har jeg på bånd. Fornemmelsen af ham blafrer mellem to billeder af en fjeldudsigt.
Det er kun mig og tildels min rejsefælle Claus, som tilfulde kender det isbjerg af oplevelser, som de 411 billeder er toppen af. Hvis vi viser dem til andre, så vil de sandsynligvis synes, at der er rigtig mange af fjeldene, vandfaldene og fårene som ligner hinanden. Det gør de også. Men for os skaber billederne tid og forløb og får os til at huske de tankestrejf og oplevelser, som ikke var store nok til at komme med i dagbogshukommelsen. Og det er der historierne begynder. I detaljen, fornemmelsen, en undren eller et kuldskært solstrejf.
Lyd skaber kulisser eller fortæller historier
Nu er jeg jo ikke noget billedemenneske – eller rettere: Jeg er vant til at skabe dem med lyd, ord og stemmer. Men da jeg sad og kiggede på kameraets høst kom jeg til at tænke på, at virkelighedsdokumentationen altid gemmer meget mere i sig end man umiddelbart hører eller ser. Viden som opleveren har og at man er nødt til at øse af udenomsværkerne for at genskabe situationen så realistisk som muligt, for det er først der at virkeligheden bliver virkelig virkelig.
Når jeg underviser i radio beder jeg ofte kursisterne om at lave en lille lydfortælling på et par minutter. Ingen interviews eller forklarende speak – lav et afkodeligt auditivt forløb, som fortæller en lille historie.
Når vi lytter dem bagefter viser det sig som regel, at lydhistorierne falder i to typer: De næsten mytiske, som lytteren uden problemer forstår (klassikeren er: Dør åbner, lyd bliver skarp og rungende, man hører rislen og et ordentligt skyl, hvorefter vandhanens brusen og hændernes sæbeskrub helt naturligt lægger sig ind i de narrative hjernevindinger. Ingen er i tvivl: Nogen er på toilettet) og så de mere udeschiffrerbare, der opleves som en perlerække af enkeltlyde, fordi lydens betydning, handling eller sted ikke er tydelig og ikke bidrager til et narrativt forløb.
Lydene gør i grove træk to ting for os. De skaber en kulisse eller et rum (Nogen går, vi er på en café eller i en skov) eller de fortæller en præcis historie, som vi kan afkode med øret. (en øl bliver åbnet og serveret, nogen bliver skudt og en flygter, en bus stopper, nogen stiger af og står tilbage i vejkanten) Kulisselydene er stillestående og uden udvikling, mens fortællelydene punktvis skaber et forløb og dermed også en tidslig udstrækning.
Den tikkende, metalliske lyd i begyndelsen af Ole Bornedals montage, Knust, kværn og kvæstet, går feks fra at være en kulisselyd til en betydningsbærende fortællelyd, da det i løbet af udsendelsen går op for en, at det er den tikkende lyd er varmt metal, mens udstødningsrøret brænder sig ind i maven på den forulykkede motorcyklist, der ligger klemt fast under motorcyklen.
(Hør Knust, Kværn og Kvæstet)
Jeg tror det er vigtigt at være bevidst om netop den lydlige spændvidde. Min erfaring er, at folk enten tror alt for lidt på lydens fortællekraft og derfor pladrer den ind i unødvendige ord. Eller de tror alt for meget på den og sender lytteren ind i et uafkodeligt auditivt landskab, hvor kortet er helt hvidt og der ikke er fyrtårn eller andre pejlemærker at hænge forløbet op på.
Måske er det fordi lydoptagelserne er en fantastisk erindringsbooster for den der var tilstede. Et af mine kursisthold havde lavet en lydfortælling, der begyndte med 20 sekunders lyd af skridt. Som lytter var jeg helt med efter de første 5 sekunder. Der havde jeg fået det ud af lyden, som jeg nu kunne: “En eller anden går” og jeg var utålmodig parat til næste trin af historien. Da jeg påpegede det, sagde kursisterne: “Jamen, så langt var der henne fra hjørnet” og udover deres behov for præcis virkelighedsafspejling, så handlede det også om oplevelsen af gåturen. De begyndte at forklare alt det, der var sket på vejen. De huskede både nogle lilla blomster i en blomsterkumme, en snerrende hund, et barn der lo og himlen, som var tordengråblå. Og selvfølgelig vidste de godt, at det kunne lytteren ikke høre. Men ubevidst så de alt det på den indre billedskærm, når de hørte skridtene og derfor virkede sekvensen overhovedet ikke lang for dem.
Lyden af ventetid
Sådan har jeg det også når jeg hører en af de lydoptagelser, vi lavede på Island. Et par timers kørsel udenfor Reykjavik ligger der et område med gejsere. En af de mest berømte er Strokkur, der ca hvert 5. minut sender en 20 meter høj søjle med kogende vand op i luften.
Når jeg lytter til alt det fuglekvidder, vind, mumlende stemmer og grin som fyldte mikrofonen mens vi ventede på udbruddet, så er jeg 100% tilbage i oplevelsen.
Jeg husker små menneskeskikkelser på den røde fjeldside i det fjerne. Et virkelig irriterende barn med snot løbende ud af næsen og en legetøjsbil i hånden, en rejsejournalist, der filmede sig selv med et kamera på en stang. Stanken af rådne æg som svovlen uddunster. At jeg krummede kroppen sammen om optageren for at slippe for vinden og Claus stod ved siden af og skærmede med sin jakke. På den anden side af den lave indhegning stod Strekkors vandhul og skvulpede mens undergrunden hvidtdampende varmede op til endnu en udladning.
Efter nogle gange forstår man at man skal holde øje med hvornår vandet ligesom samler sig og begynder at svulme. Og det er det, jeg husker bedst: Forventningen og den fysiske fornemmelse af at NUNUNU skete det. Men så slappedes vandets spændthed igen og fladede ud i små krusninger. Det var som om gejseren drillende holdt os hen med ulven-kommer-råb og så grinende sagde “ikke noget alligevel”.
Og så pludselig – på en eller anden måde helt uforberedt – sker det. Vandet samler sig i hullet, svulmer og bliver til en stor grønblå bobbel, der er så smuk og overvældende at man får lyst til at standse tiden. Og lige der hvor det virker fuldstændig fysisk umuligt og universet er spændt som en buestreng, så brister boblen i en hvid eksplosion af vand og damp, der rejser sig mod himlen.
Intet af det er hørbart på lydoptagelsen. Der er ingen spor af ventetidens spændthed i minutterne inden eksplosionen. Lyden af gejserudbruddet bliver ikke forløsningen på en langsomt opbygget forventning, som en stor gruppe mennesker er fælles om. Men mere et overraskende indslag i lyden af en gruppe småsludrende mennesker, der lige så godt kunne stå og vente på bussen og ikke på et af naturens overvældende vidundre.
Så der må ordene træde til og gå i forbindelse med lyden, for at inddrage lytteren i hvad der i virkeligheden udspandt sig ved springkilden. Man bliver nødt til at byde ind med hele sin subjektive oplevelse, kroppens fornemmelse, de underlige associationer, særegne iagttagelser og den vibrerende spændthed. Den objektive opremsning er ikke nok, for hvis oplevelsen skal genskabes i lytterens ører, så kræver det mere end nøgtern registrering – det er nødvendigt at der er et jeg, en krop, en hjerne at koble sig på og opleve sammen med.
Det er altid reportagens udfordring – at vide hvornår man selv som reporter er nødt til at træde helt frem på scenen og dele ud den personlige oplevelse og hvornår man skal træde tilside og lade virkeligheden udspille sig for ørerne af lytteren.
Men alligevel skal man altid lave de lange (for andre kedelige og uafkodelige) lydoptagelser – for det er fantastisk bagefter at mærke erindringen svulme af glemte indtryk, mens man sidder derhjemme ved skrivebordet og lytter til lidt småsnak og fuglefløjt.
Ved kanten af Strekkor:
(Og jeg har klippet de første 6 minutter og 13 sekunders optakt ud – for det er nok kun mig og min erindring, der virkelig værdsætter dem…)
