29.10 Tårnby, CPH og luftrummet mellem København og Bangkok
Jeg er aldrig så ordentligt som når jeg skal afsted.
Når jeg skal til Jylland vasker jeg bilen og tager rent tøj på. Turene med pas, boardingcards og fremmede sedler får mit hjem til at minde om Brugsen ved statustid. Vasketøjet bliver foldet og stablet i typer, valutaen kommer i små konvolutter ordnet efter seddelstørrelse, de små miniflasker bliver pertentligt fyldt med cremer og shampoo og rejsedokumenterne bliver arkiveret i skyen og placeret ufoldede i en ny papmappe i håndbagagen. Hvis min mor så mig, ville hun være overbevist om at jeg var en skifting eller var blevet bodysnatchet.
Mens jeg går og systematiserer gennemgår jeg rejsens faser: Hvordan kommer jeg fra D til F og er der noget, jeg bør google, vide, notere, have ved hånden for at det kan ske på bedste vis. Jeg memorerer taskernes og rejsetøjets gemmer og lommer og udvikler et sindrigt system for hvordan pas, kontanter og kreditkort skal placeres, så en tyv kun får en del af kagen – som kongefamilien, der altid tager forskellige fly, så der er nogen tilbage, hvis uheldet er ude.
Til daglig ligger vasketøjet i bunker, rudekuverterne skubber jeg længst ned i postkassen og jeg tager den alt for tit på charmen og talentet – for det går jo ofte godt.
Når jeg rejser er det helt anderledes: Der skal skoene skinne, ørenringene dingle og jeg skal være en checket rejsende, som ikke fumler i paskontrollen eller ikke lige kunne finde busholdepladsen i Odessa.
Det er noget helt rituelt. Måske et forsøg på at tiltage mig bare en smule kontrol over det fremmede, jeg er på vej ud i. Måske fordi jeg bilder mig ind, at jeg på den måde kan sikre mig de rigtige oplevelser og ikke ender med at traske i flok efter the blue
umbrella, fordi jeg ikke lige havde fået checket kvarterne ud.
Jeg pudser fjerene og skærper tanken – for det er noget helt særligt at drage af.
Det er et nul, en ny begyndelse. En sprække, hvor jeg kan være den jeg gerne vil eller tror jeg er. Helt fri for egne og andres forestillinger. “Her er jeg ingen”, tænkte jeg ofte i det halve år, jeg boede i New York – betuttet lykkelig og skræmt fra vid og sans.
. . .
Det går slag i slag ligegyldig om man skal til Vejle eller Vladivostok: Der er intet sted i verden, som er så fyldt med historier som en lufthavn. Mænd der venter med buketter og ikke kan lade være med at smile, børn, som træt hænger øverst på en bagagevogns last af slidte kufferter og store plastsække med fremmede skrifttegn, en ventende horde med flag og cupcakes i kasser, effektive forretningsmænd med trolleyer, der matcher håndbagagekravet på millimeteren og som har mobilen for øret det sekund flyet rammer jorden. Møder og afsked – så enkelt er det.
Checkin-damerne har perfekt hud og slår en lille instruktiv kuglepenscirkel om gaten, hvis nu man ikke er i stand til at læse. Og når man så har passeret eventyrets første portprøvelse, sikkerhedskontrollen, uden at få alting til at bibbe eller være tvunget til at smide cowboystøvlerne, så træder man ud af tiden.
Myriader af parfumestrejf river i næsen og under det kunstige lys glimter flakoner, spritusflasker og lakket hår som Alladins hule. Musikken er blid, salgsdamer flyder mellem hylderne og vinduerne ud mod verden er forsvundet. Det kunne være hvor som helst i verden på hvilket som helst tidspunkt af døgnet.
Lufthavnen er et ikke-sted uden identitet eller historie. Det er kædeforretninger, afgangstavler, kæmpeskilte, der fortæller præcis hvor man skal gå hen og hvor lang tid det vil tage, og det er ikke meningen at vi skal falde i staver eller føle os hjemme. Det er et langt effektiv transportbånd videre. Ud. Væk. Hjem.
Hvad mon der egentlig er sket med Mr. Anderson og Pia Snekke, som højttalerne beder om at gå til gaten øjeblikkeligt? Sidder de og drikker vin til 72 kr. glasset i baren og kan ikke løsrive sig? You had one job!
I flyet slår junglehjernen til og fimrehårene mærker sig potentielle farer. Manden på sædet bagved, der taler alt for højt og med en undertone, der tikker at jovialiteten kan slå direkte over i raseri. Eller ham foran med 80er berlinerfrisuren: Barberet hovede og en slikket sortfarvet bræmme hår med sideskilning på toppen. Inden vi passerer Hamburg har han fået 6 dobbeltvodkaer uden is (?) og er begyndt at tale med sig selv.
Efter 5 timer begynder benene at krible. Harmen dunker, da damen foran læner sit sæde tilbage og jeg sidder med entertainmentskærmen klistret til brysterne. Der er 47 centimeter mellem vores sæder og der sidder jeg klemt og koger, for hun må da kunne mærke…..Det kan hun så ikke.
Højtråberen bagved sidder og hamrer på sin touchskærm som slog han søm i på akkord. . Jeg tøjler mig og har sikkert heller ikke drukket nok til at gå amok over, at der stadig er 5 timer tilbage og mine fødder hæver som surdej. Air rage hedder det. Luftvrede Jeg læste en artikel engang, hvor der stod, at problemet er forventninger. At luftselskaberne med glittede reklamer har skabt en forestilling om flyrejsen som noget komfortabelt og luksuriøst, med smukke stewardesser, chateau briand, årgangsvine og varme servietter håndserveret med tang og et smil. Men istedet er der mere 350S en regnvejrsdag i myldretiden over oplevelsen og det er det, der får folk til at gå amok.
I flyet begynder forventningen. Vi flyver mod øst og mørket og med ét farver nedgangssolen den ene vinge mørkorange. Hjemme fader langsomt ud og burderne, skulle-haverne og alle skyldnersagerne glider ned i den indre tjæresø og forsvinder ud af syne. Ude er stadig tåget og bare en fornemmelse bag øjenæblerne.
På infoskærmens grønne skærm kan jeg se, at vi hænger et sted mellem Bagdad og Novosibirsk. På vej er man ingen steder. Et lille vacuum i tid og rum, mens kontinenterne skifter og nat bliver til daggry.
. . .
Han griner venligt og siger velkommen – i modsætning til alle andre visaofficerer, jeg har mødt. Jeg fumler overrasket passet på plads og ser mig rundt. Thaibogstaverne er smukke uforståelige mønstre og air con’en sender en kuldegysning ned ad min stadigt flysejlende krop. Vel ude af tolden ruller jeg den lilla kuffert målbevidst gennem kødranden af mænd, der tilbyder private limousiner, special price-taxaer og air conditionerede mini vans. “Gå et niveau ned og find public taxi-pladsen”, har jeg læst, mens jeg lavede rejselektier.
Svingdørene sender et lille pust af kulde med mig ud i det stillestående fugtige slag af varme. “Sjælen rejser med en dromedars hastighed”, siger et arabisk ordsprog. Og det er banalt, men stadig ikke helt til at forstå, at det kun tager en lang arbejdsdag at skifte kontinent, klima og kultur.
Min krop er ligeglad, den har travlt med at svede. Sjælen må jeg nok vente en dag eller to på når frem.
Taxachaufføren bøjer sig ydmygt med hænderne samlet foran ansigt ned mod rattet, inden han vrider den leddeløse taxa ud af beton, stål og glas, gennem en blå og gul port med royale billeder og snoede dragehaler, og ud på motorvejen.
Solen svøber Bangkoks ufokuserede skyline i grålilla og rosa.
Chaufføren slubrer kaffe af et skriggult krus. Klokken er 6, men for mig og min sjælløse krop er den midnat og jeg har sådan lyst til et stort glas vin.
