Madøret #3: Madkasseliv, popcornvrede og kartoffelpizza

podcast

Mens Susanna og Hanne laver kartoffelpizza med pesto og oliven får du en håndfuld gode madhistorier om fællesskab og god smag – denne gang i børnehøjde.
Vi er nået op til 80erne i fortællingen om livets betydningsfulde køkkener og Hanne fortæller blandt andet om dengang 17 popcorn på en snor fik en fremmed far til at blive rasende, og om hvordan man er nødt til at lære børn at lave mad, når mor ikke gider lege med dukker.

Du kan finde dagens opskrift nederst på siden og så er der selvfølgelig både lyd og billeder at fornøje sig med.

God lyttefornøjelse!

HØR 3. EPISODE:

 

SE BILLEDER FRA HANNES KØKKENLIV I 80ERNE:

Ugens opskrift:

KARTOFFELPIZZA MED OREGANO OG BASILIKUM

(Kan spises som forret og hovedret og er god i madpakken)

INGREDIENSER (til 4-5 mindre pizzaer)

DEJ:

4 dl vand

ca. 750 g hvedemel

2 tsk salt

10 g gær

2-3 spsk olie

 

FYLD:

500 g kartofler i tynde skiver

1 stor porre i tynde skiver

2 tsk hvidløg, finthakket

2 tsk oregano

2 tsk havsalt

1 tsk friskkværnet peber

2 spsk olivenolie til stegning

4 spsk basilikum-pesto

100 g sorte oliven, uden sten og i skiver

300-400 g reven ost – Vesterhavsost eller anden fast ost

 

TILBEHØR

chili-olie (tørret knust chili i olivenolie – lad blandingen trække et døgn eller mere)

eventuelt friske basilikumblade

 

TILBEREDNING

Rør vand og ⅔ af melet sammen i 3-4 minutter, tilsæt salt og gær under omrøring og ælt resten af melet i dejen. Del dejen i 4-5 stykker, kom olie på hænderne og form dejstykkerne til boller, sørg for, at der er et tyndt olielag på hver bolle. Stil bollerne til hævning ved stuetemperatur i 1-2 timer under et viskestykke eller stil dem i køleskabet natten over.
Overhæld kartoffelskiverne med rigeligt kogende vand, lad dem stå i vandet et øjeblik, hæld vandet fra og lade dem dryppe af, stil dem til side.
Opvarm olien på en stegepande, steg porreskiver sammen med hvidløg, tilsæt oregano, salt og peber og lad blandingen stege videre, til porrerne akkurat er faldet sammen. Fjern blandingen fra varmen og stil den til side.
Kom mel på hænder og bord, rul eller klap dejbollerne flade, anbring de tynde pizzabunde på bageplader med bagepapir. Smør et tyndt lag pesto på pizzabundene, kom lidt porreblanding ovenpå, dernæst kartoffelskiver, oliven og til sidst den revne ost. Dryp et par dråber chili-olie (eller ukrydret olie til børn) på og bag pizzaerne i forvarmet ovn ved mindst 250° i 8-10 minutter, eller til kartoflerne har fået farve og brødbunden er sprød. Drys eventuelt med friske basilikumblade inden servering.

Kan serveres både varme og kolde.

 

Tilbage til Madørets forside