Madøret #6: Nonnerejsen, stegte ris med grøntsager og thaitiming

podcast

Hanne forsøger at forklare Susanna, hvordan man koger ordentlige ris og mens vi tilbereder Østens biksemad – stegte ris – fortæller Hanne om sin første Thailandstur i midten af 90erne.
Det var ikke nogen all inclusive-chartertur. Hanne eskorterede sin faster, der – som den thailandske del af familiens overhovede – skulle godkende at hendes mors grav blev sløjfet. Den aldrende Faster var nonne i Høsterkøb og turen foregik i rullestol og med ordensdragt og svingende stok, der fik lufthavnsvagterne til at forføje sig.

Faster tog det meste i stiv arm, men satte foden ned, da hun oplevede Pattayas letlevende damer, og Hanne opdagede, at hun både havde for stor næse, var for høj og alt for dansk til at føle sig helt hjemme i Thailand.

Og så kan du høre om den første kogebog – Mit Thaikøkken, der på magisk vis ramte tiden så det sang. Bogen blev en bestseller og Hanne endte i dameblade og morgen-TV, fik sit eget asiatiske hjørne i alle Danmarks Føtexbutikker og kastede sig ud i en helt ny karriere som midaldrende. Vi taler om hvorfor thaimad er blevet en del af danskernes køkkenvaner og om Hannes far, der ville have gnækket og sagt: “Hvad sagde jeg?”.

HØR 6. EPISODE

 

SE BILLEDER FRA HANNES FØRSTE KOGEBOG I 90ERNE:

 

UGENS OPSKRIFT:

STEGTE RIS MED GRØNTSAGER

Til denne ret kan man anvende jasmin- eller basmatiris, brune eller hvide. For at opnå et godt resultat er det vigtigt, at risene er helt kolde, inden man steger dem i wokken – varme ris gør retten tung og bastant. Prøv også at lave retten med andre grøntsager, f.eks. grønne bønner, peberfrugt og edamamebønner. En rest kyllingekød eller en håndfuld rejer kan også være godt i retten.

 

INGREDIENSER
700 g kogte, kolde ris
3-4 spsk smagsneutral olie til stegning

KRYDDERIER
1 spsk hvidløg, finthakket
1 spsk ingefær, finthakket
2 tsk karrypulver
3-4 spsk fiskesovs eller soja
lidt sukker

GRØNTSAGER
1 stor porre, fintsnittet
2 stilke bladselleri i tynde skiver
2-3 mellemstore gulerødder, skrællede og groftrevne
150 g frosne eller friske ærter
eventuelt 2 æg

TILBEHØR
korianderblade og/eller klippet purløg

jordnødder, ristede og grofthakkede

soja og/eller sød og/eller stærk chilisovs, se side 169 og 170

 

TILBEREDNING

Stil alle ingredienser parat til stegning.
Opvarm olien i en stor wok eller tykbundet gryde, tilsæt hvidløg, ingefær og karrypulver, lad blandingen stege et øjeblik (til det dufter) og tilsæt dernæst porrer.

Kom de kolde ris i wokken og hak klumperne omhyggeligt ud, lad blandingen stege et par minutter – tilsæt eventuelt lidt mere olie eller vand. Skru lidt ned for blusset og tilsæt bladselleri og lidt efter gulerødder og ærter, lad retten stege 3-4 minutter, rør i den nu og da.

Tilsæt eventuelt 2 let sammenpiskede æg til sidst under omrøring og lad retten stege 2-3 minutter mere, til æggene er stivnet. Smag til med fiskesovs/soja og sukker.

Anret på et fad, drys med grønt og nødder og servér retten varm med soja og/eller chilisovs.

Hanne Holm © 2016