Noter til #Rejsen 6 – lytter Leth

15/11 Ban Koh Lanta

En lille brise får det lette hvide gardin till at svæve i mørket. Klokken er snart halv fem og en longtailbåd er lige tøffet forbi med rødglimtende lanterner. I nat er der mærkelige lys i horisonten – store grønne plamager med blege glorier, der når højt op på den blåsorte himmel.

Jeg sidder og skriver om bevægelser til den første udsendelse om #rejsen, og forestiller mig, at den mørke klode hænger omspundet af lysende relationslinier. Lange eller korte knitrende skud af kommunikationsenergi:
Lige nu er der 7365 fly i luften – på vej til Århus, Tselinograd eller Sao Paolo. Mens du har læst denne sætning er der blevet skrevet og sendt 20 millioner emails og bare i dag har telefonen ringet 12,5 milliard gange et eller andet sted på jorden. Mennesker, stemmer, ord, tanker og ting i evig bevægelse fra et sted til et andet og balancer og rytmer, der forrykkes, forskubbes, forandres eller lige så stille fader ud i mørket.

Læs mere

Visit i virkeligheden

Sted+Sans hedder et projekt, der i det forløbne år har lært midtjyske skoleelever at opleve deres lokalområdes historie, særlighed og sanseindtryk. Projektetmagerne bad mig skrive en tekst om hvorfor steder er vigtige, til det katalog, som udkom i 2014:

Egentlig har jeg bare altid gerne villet komme et sted fra. Det gør jeg selvfølgelig – fra et bestemt postnummer (3140), en særlig horisont (Kullen i skumring) og fra et barndomshjem (morgenskrøbelige fødder på trappens kokostæppe).

Men når jeg sammenligner med min veninde fra slægtsgården, så er jeg jo på det nærmeste hjemløs.

Læs mere

Noter til #rejsen 2 – “a very sad story”

2/11 2014 Ban Koh Lanta

Der er fuldt blus på udendørsterrasserne, der på pæle strækker sig ud i havet. Et lysegrønt firben løber op langs en stolpe og nogle gulnæbbede fugle kaster sig akrobatisk ind under eternittaget for at se om der skulle være en lækkerbidsken.
Mørket siver langsomt ind fra horisonten og blåt bliver til sort, mens en doven brise slår sprækker i den tunge fugtige varme. Næsen springer med svedperler og jeg bestiller øl, stegt fisk med stærk sursød sovs og en tallerken kuppelformede ris. Det er stadig lavsæson, så en af tjenerne hænger på en stol foran en flimrende fladskærm og et par servitricer står i et hjørne og hvisker.

Læs mere

Stedet ryster

For et par år siden var jeg så tåbelig at lave en udsendelse fra den gamle Lillebæltsbro. I teorien var ideen sådan set god nok. Jeg havde bare ignoreret det faktum, at jeg sammen med mine to interviewpersoner skulle kravle op på metalskelettet, der hæver sig over selve broen og gå på en smal metalbro med direkte nedsyn til havet 75 meter under os. Jeg er ikke så vild med højder. Faktisk gør de mig rædselsslagen og jeg får det som om alle naturlove ophæves og min krop pludselig kan blive grebet og opslugt af det store luftintet rundt om mig.
Men med mikrofon i hånden tør man heldigvis alting. Eller man gør det ihvertfald. Så jeg kravlede bævende op over biler og toge.

Læs mere