Madøret #2: Hippieliv i skoven, gulerodssuppe, aubergine og portobellosvampe

podcast

Hanne Holm, kogebogskribent og thaiekspert, fortæller om 60’er-ungdomskøkkenet, som var malet i hitfarverne orange og lilla og om Ulvebjerget dybt inde i de svenske skove, hvor squashene var store som krokodiller og hun måtte finde nye smagskombinationer til de evindelige jordskokker.

Hvad gør en pensionatpige, der kan lave bearnaise til 50, men ikke kan stege en kotelet? Hvordan bliver man gode venner med sin far igen og hvorfor kræver det et æsel at komme på indkøb. Hør Madøret og få svar – også på hvorfor god madlavning kræver hvidvin serveret i glas uden stilk.

Madøret – en podcast hvor Susanna Sommer og Hanne Holm hakker og snakker. Hanne fortæller om sit livs køkkener og det er kokkeri og gode historier – med et asiatisk twist, vin, grin og masser af smag.

HØR ANDEN EPISODE AF MADØRET

SE BILLEDER FRA HANNES LIV PÅ ULVEBJERGET

UGENS OPSKRIFT:

DYBSTEGT AUBERGINE MED TOMATSALSA

 

INGREDIENSER

1 stor aubergine (ca. 400 g) i skiver på ½ cm

BEIGNETDEJ

2 dl hvedemel

2 dl maizenamel

1 tsk bagepulver

1 tsk sukker

3 tsk groft havsalt

1 tsk friskkværnet peber

3 tsk middelstærkt karrypulver

3 æggeblommer

  1. 2 dl koldt vand

rigelig smagsneutral olie til dybstegning

 

TILBEHØR
Tomatsalsa

TILBEREDNING

Læg aubergineskiverne på et rent viskestykke, drys dem med lidt salt og dæk dem med endnu et rent viskestykke. Lad dem hvile 20-30 minutter, børst derefter saltet af aubergineskiverne, stil dem til side. Bland ingredienserne til beignetdejen i en skål, rør dejen glat og tilsæt lidt ekstra vand, hvis dejen er meget tyk. Kom aubergineskiverne i dejen og bland godt.
Opvarm olie i en tykbundet pande og steg aubergineskiverne gyldne ved middelvarme, ca. 2 minutter på hver side, eller til skiverne er gyldne.
Lad aubergineskiverne dryppe af på køkkenrulle, anret på fad og servér dem straks sammen med en skål tomatsalsa.

 

TOMATSALSA

INGREDIENSER

200 g tomater (gerne blommetomater) i små tern

½ – 1 stor middelstærk rød chili i tynde ringe

2 skalotteløg (eller et lille rødløg) finthakket

2 spsk olivenolie

3 spsk limesaft

1 tsk groft havsalt

½ tsk sukker

TILBEREDNING

Bland tomattern, chiliringe og løg i en skål, hæld limesaft og olie over og smag til med salt. Mos blandingen let med en gaffel. Lad salsaen trække 30 minutter (gerne længere) inden servering.
Man kan evt. riste de hele tomater, chili og løg på en tør pande inden de snittes, det giver salsaen en anderledes krydret smag.

 

 

Tilbage til Madørets forside