2/11 2014 Ban Koh Lanta
Der er fuldt blus på udendørsterrasserne, der på pæle strækker sig ud i havet. Et lysegrønt firben løber op langs en stolpe og nogle gulnæbbede fugle kaster sig akrobatisk ind under eternittaget for at se om der skulle være en lækkerbidsken.
Mørket siver langsomt ind fra horisonten og blåt bliver til sort, mens en doven brise slår sprækker i den tunge fugtige varme. Næsen springer med svedperler og jeg bestiller øl, stegt fisk med stærk sursød sovs og en tallerken kuppelformede ris. Det er stadig lavsæson, så en af tjenerne hænger på en stol foran en flimrende fladskærm og et par servitricer står i et hjørne og hvisker.
De eneste andre gæster er en thailandsk storfamilie, der har nok i sig selv og teenagerne i deres mobiltelefoner.
“Is it okay to sit here?” En mand i 30erne står foran det lange bord med en styrthjelm og noget orange, jeg ikke kan se hvad er. Jeg nikker adspredt, mens min stegte fisk bliver serveret.
Vi falder i snak om løst og fast, for alt andet ville være virkelig underligt, når man er to ensomme rejsende på en tom thailandsk restaurant. Han fortæller, at han bor på den anden side af øen, og jeg spørger om han er kommet på motorcykel. “Ja”, siger han. “And it’s a very very sad story”. Han ser væk og mumler, at den bør han nok ikke fortælle, mens han spiser.
Han er waliser, sømand og bor på et flydende hotel i Esbjerg (af alle steder) og sejler off-shore-arbejdere ud til boreplatforme. Vi taler om at rejse – han har været overalt i Thailand, har arbejdet her og der og med lidt af hvert og han rabler øer af sig, mens jeg smiler venligt og lader som om jeg er helt med.
Han drømmer om at have en båd og en autocamper. For så ville han både have et sted, der var hans helt eget og stadig være på farten.Det er svært at holde op med at rejse, siger han. Hans forældre blev skilt, da han var lille og han har båret rundt på sit liv i to plasticposer og en sportstaske, så længe han kan huske.
Der er altid et balancepunkt i sådan en samtale. Lige der hvor man skal vælge om man skal blive ved med at nikke høfligt eller begynde at sige noget rigtigt. Vi bestiller en øl til og taler om skæbne, tegn og hvad der skaber ens sti i livet.
På et tidspunkt siger han, “Nu tror jeg godt, jeg kan fortælle den sørgelige historie”
Firbenene holder hvil på søjlen og bølgerne klukker under os, mens Fred fortæller en af de der historier, som man ved vil ende virkelig galt allerede efter femte sætning. Et kærlighedseventyr med den mest ulykkelige slutning.
Og der sidder vi så – to vildtfremmede langt væk hjemmefra – mens hans øjne bliver røde og han synker og synker for ikke at begynde at græde. Jeg forsøger at være et ordentligt menneske og sige noget, der giver mening – selv om det er umuligt.
Men han virrer med hovedet som om det at sige det højt har været mere end nok. Og samtalen glider videre, til musik og bøger, mens fortællingen hænger over os som en hvid tågesky.
Da vi rejser os for at betale tager han sin styrthjelm og en lille orange plasticspand fyldt med ris, nescafe og frugter. I morgen ved daggry skal han ned i templet og ofre og sige farvel til sin elskede, fortæller han og vi tager afsked med et kindkys.
Da jeg kommer hjem på terrassen i mit lille midlertidige hjem, The Coconuthouse, åbner jeg en øl og tænker på dengang for 20 år siden, da jeg kørte i bil med en ven af mine venner.
Vi skulle til det samme bryllup på Kullen, det var lørdag, det regnede og vi havde begge to tømmermænd og alvorlige hangs om dagens fest.
Der var et eller andet, der klikkede og faldt i hak. Og i den gamle rumlende bil op langs svenskekysten fortalte vi hinanden to historier, som jeg er ret sikker på, ingen af os havde delt med nogen før.
Der var en enorm frihed i bare at sige det. Noget fanden i voldsk som aldrig findes sammen med ens årelange fortrolige: “Du må synes hvad fanden du vil, men sådan her er det”. Det var et skriftemål og en forløsning at historien nu fandtes i verden og at et andet menneske havde hørt den. Og samtidig en befriende vished om ikke at hænge på den, at ingen ville lægge den oven i “ting, der definerer dig”-regnskabet eller sige “Jamen, du plejer da altid….”.
Det var både helt gratis og samtidig en følelse af tæt generøs forbundethed.
Vi har siden mødtes tilfældigt til fester, receptioner og på gaden. Men vi har aldrig talt om det igen. Om den dag, vi var fremmede fortrolige.
