Noter til #Rejsen 6 – lytter Leth

15/11 Ban Koh Lanta

En lille brise får det lette hvide gardin till at svæve i mørket. Klokken er snart halv fem og en longtailbåd er lige tøffet forbi med rødglimtende lanterner. I nat er der mærkelige lys i horisonten – store grønne plamager med blege glorier, der når højt op på den blåsorte himmel.

Jeg sidder og skriver om bevægelser til den første udsendelse om #rejsen, og forestiller mig, at den mørke klode hænger omspundet af lysende relationslinier. Lange eller korte knitrende skud af kommunikationsenergi:
Lige nu er der 7365 fly i luften – på vej til Århus, Tselinograd eller Sao Paolo. Mens du har læst denne sætning er der blevet skrevet og sendt 20 millioner emails og bare i dag har telefonen ringet 12,5 milliard gange et eller andet sted på jorden. Mennesker, stemmer, ord, tanker og ting i evig bevægelse fra et sted til et andet og balancer og rytmer, der forrykkes, forskubbes, forandres eller lige så stille fader ud i mørket.

Læs mere

Visit i virkeligheden

Sted+Sans hedder et projekt, der i det forløbne år har lært midtjyske skoleelever at opleve deres lokalområdes historie, særlighed og sanseindtryk. Projektetmagerne bad mig skrive en tekst om hvorfor steder er vigtige, til det katalog, som udkom i 2014:

Egentlig har jeg bare altid gerne villet komme et sted fra. Det gør jeg selvfølgelig – fra et bestemt postnummer (3140), en særlig horisont (Kullen i skumring) og fra et barndomshjem (morgenskrøbelige fødder på trappens kokostæppe).

Men når jeg sammenligner med min veninde fra slægtsgården, så er jeg jo på det nærmeste hjemløs.

Læs mere