Den gode fortælling, lydlig sanselighed, musikalitet og noget, der får mig til at se virkelighedens overraskende mangfoldighed.
Det tror jeg er de vigtigste udvælgelseskriterier, når jeg hører radio. Ligegyldig om det er lattermild nørdethed i det amerikanske bilprogram Cartalk, tætte livshistorier i Lea Thaus podcast Strangers , australske Radiotonics metaprogrammer om radio eller MOMAs Share your silence – det skønne verdenskort, hvor man kan klikke og lytte til lyden af stilhed kloden rundt.
3 anbefalinger til biblioteket
Københavns Biblioteker LYD har bedt mig om at komme med 3 podcastanbefalinger….3!!!!
Det er ikke meget, når der nu er så meget god lyd i universet og så mange skæve, sjove, interessante, bevægende og provokerende radiofolk, der fortjener et shout out:).
Men lige i dag, en regnfuld majmorgen, ser top 3 sådan her ud:
Snapjudgment
Snap har været min yndlingspodcast i et par år. De kalder det selv storytelling with a beat – og det er meget præcist. Hvis man synes, at historiefortælling lyder af hønsestrik, urtethe og piberygning, så er Snapjudgment beviset på, at det er helt forkert. I deres udgave er historiefortælling funky, sjov og virkelig sexet
Snapjudgment er tematiske udsendelser, som varer en time. Om immigranter, om at være en paria eller helt på bølgelængde og om misforståelser, magt eller lejesoldater. Det er programmer fyldt med overraskende indfaldsvinkler og uforudsete twists og – vigtigst af alt – folks fantastiske og forunderlige fortællinger om det største og det mindste.
Det hele bliver vævet sammen af værten Glynn Washington, der selv siger, at han blev en god fortæller af at vokse op i en religiøs kult i sydstaterne. Han er ikke bange for hverken de store armbevægelser eller de tætte betroelser og det hele er varsomt, frækt, melodisk og lydhørt monteret med musik, der kontrasterer, understreger og nuancerer.
Et godt sted at begynde kunne være programmet Coming to America, hvor man fx kan høre Christy Chans barndomshistorie om dengang hun og hendes kinesiske forældre flyttede ud i en lille by, hvor det viste sig, at de ikke var specielt velkomne. Den 9årige pige prøver derfor at blive pennevenner med The Wizard fra Ku Klux Klan, der sender trusselsbreve til familien.
Wagners Ringen ifølge Kristian Leth
Jeg hader opera og en af mine bedste lure fik jeg engang jeg var blevet trukket med ind at se Wagners Parsifal.
Jeg nævner denne kulturelle brist, fordi det viser, hvor let en god radiohistorie kan forandre ens syn på verden.
Jeg sad klinet til højttalerne i samfulde de fem timer, det tog Kristian Leth at åbne et Wagnerunivers, jeg slet ikke havde forestillet mig fandtes. I min forestillingsverden var Wagner noget opkørt tøjeri med sværdslag, heltearier og tykke damer i brynje og blond fletningeparyk. I Kristians udgave var det et ritual, en myte og ikke mindst dirrende moderne. Han formidlede det begejstret, overraskende og indsigtsfuldt i en kaleidoskopisk radiofonisk cocktail med referencer og eksempler lige fra Tolkien til Snurre Snup – monteret med lyd og musik, så det var en lyst at lytte til.
I Kristian Leths udgave kunne jeg pludselig høre og forstå både oplevelsen og betydningen, det skrøbelige og bevægende og det storladne og forandrende.
Jeg kommer aldrig til at elske Wagner. Men jeg elskede at få lov til at komme med Kristian Leth ind i et univers, jeg ikke kendte og mærke en flig af hans kærlighed.
Re-cast
Hvis radio havde billeder ville det være TV, og i min optik meget kedeligere, fordi lyden og stemmerne lader min fantasi komme til og skabe sine helt egne filmstrimler med mennesker og steder.
Men det første udsagn er lidt forkert. For hvis radio havde billeder, så kunne det også være radiomagasinet Re-cast, som er noget andet og mere end en podcast.
Hver måned dykker redaktionen ned i den danske radioundergrund og finder en håndfuld gode radiofortællinger, som kredser om et tema og så laver de et iøre- og iøjnefaldende mix af lyd og billeder, som gør det til en helt tredje og ny oplevelse at høre om ensomhed, den rette alder, skrækkelige skæbner eller det gamle og det nye.
Re-Cast er fuld af gode historier og overraskende fortællinger. Og det alene er grund nok til at lytte og kigge med.
Men indslagene i Re-cast bliver også produceret af den kreative underskov af lydelskere og radiomaner, som findes rundt om i Danmark. Og det er en anden grund til, at jeg har ørerne på stilke: For det er både interessant og inspirerende at lytte til andre blik på virkeligheden og nye måder at lave og tænke radio.
Du kan snart høre disse og andre anbefalinger på Københavns Bibliotekers LYDs podcast.
Boblere
Jeg håber iøvrigt, at der snart er nogen, der beder om flere anbefalinger. For der er jo også mange gode grunde til lige at lægge et nysgerrigt øre til The Lake Radio, Underflyvning, Home of the Brave, Bylyd, Millenial og og og og og…