Madøret #4: Auruk, madintegration og masser af børnekaos

podcast

“Hanne, Hanne, Hanne! Skal det inden i tomaterne med? Er mint og mynte det samme? Hvad hedder spidskommen på arabisk?

Små glade, skingre stemmer gjalder gennem madfællesskabet Bisquitfabrikken på Nørrebro, hvor Madøret er med på børnekogeskole.
Hanne Holm laver madkurser for børn mellem 10 og 12 med forskellige etniske og kulturelle baggrunde. Hun håber på, at når ungerne har lavet mad sammen, så er der opstået et fælleskab, som tænder nysgerrigheden og betyder at de ikke længere føler sig fremmede overfor hinanden. For det betyder noget at man har haft en succesoplevelse med at lave remoulade eller pandekager – sammen.

Det store lyse køkken myldrer med piger, der græder over løghakningen, mens de blæser tyggegummibobler og der bliver hakket persille og grønne pebre til de irakiske frikadeller auruk.

HØR 4. EPISODE:

 

SE BILLEDER FRA BØRNEKOGESKOLEN:

 

 

UGENS OPSKRIFT:

AURUK / frikadeller med persille og mynte

Kawakehs opskrift på irakiske frikadeller er til en stor portion; der er både til aftensmaden og til madpakkerne eller frokosten den næste dag.

Ingredienser

1 kg hakket kød, lamme-, kalve- eller oksekød

2 bundter forårsløg, fintsnittet (med noget af det grønne)

2-3 tomater, hakket

½ bundt bredbladet persille, hakket

½ bundt mynte, hakket

2-3 tsk groft havsalt

1½-2 tsk friskkværnet peber

1½ tsk stødt spidskommen

2-3 æg

4-5 spsk hvedemel

olie til stegning

Salat

½ agurk i tern

2 tomater i tern

1 peberfrugt i tern

3 forårsløg, snittet (med
noget af det grønne)

bredbladet persille, hakket

Dressing

4 spsk olivenolie

4 spsk limesaft

lidt groft havsalt
 

TILBEREDNING

Bland kød, forårsløg, tomater, persille, mynte, salt, peber og spidskommen i en skål. Tilsæt æg og mel og saml blandingen til en fars.
Form farsen til flade frikadeller. Opvarm olien på en tykbundet stegepande og steg frikadellerne ved middelvarme i 2-3 minutter på hver side, eller til de er gennemstegte.

Bland salaten og hæld dressingen over.

Anret frikadellerne på et fad og servér sammen med salaten og brød.

Tilbage til Madørets forside