Den 18. december er der premiere på min radioserie “Rejsen til det fremmede“. Det er er et kaleidoskopisk radioeventyr om udlængsel, hjemmefødninge, nysgerrighed og fremmedhed fyldt med navere, piloter, sejlende, spisende, skrivende og helt gemene turister, der tager ud for at se, hvad der er bag horisonten.
Læs mere›9/11 2014 Ban Koh Lanta
Der er altid en vis modvilje forbundet med at begynde kompositionen.
Indtil nu har jeg bare lavet lektier – lyttet interviewene og klippet dem op i temaer, skrevet noter og alting har været på det der dejlige flydende ukonkrete stadie, hvor alle veje er åbne og man endnu ikke er løbet panden mod noget som helst.
Sted+Sans hedder et projekt, der i det forløbne år har lært midtjyske skoleelever at opleve deres lokalområdes historie, særlighed og sanseindtryk. Projektetmagerne bad mig skrive en tekst om hvorfor steder er vigtige, til det katalog, som udkom i 2014:
Egentlig har jeg bare altid gerne villet komme et sted fra. Det gør jeg selvfølgelig – fra et bestemt postnummer (3140), en særlig horisont (Kullen i skumring) og fra et barndomshjem (morgenskrøbelige fødder på trappens kokostæppe).
Men når jeg sammenligner med min veninde fra slægtsgården, så er jeg jo på det nærmeste hjemløs.
Læs mere›5/11 2014 Ban Koh Lanta
Min grønne ven Fredag, det lille firben, sidder på den mørke trævæg og stirrer på mig. Jeg er lige ved at sige et eller andet til ham. At de lover en stor storm i nat eller at tidevandet har bragt en masse gule blade med sig, der nu ligger og duver i de dovne bølger rundt om terrassen og hvor mon de (altså bladene) kommer fra?
Jeg er lige kommet hjem fra en af byens små restauranter, og har nu forstået, at jeg skal smide sandalerne før jeg går ind og prøver at få munden viklet rundt om de mest almindelige høflighedsfraser, sådan på goddag, farvel, tak-planet. Sprog er svært, når der slet ikke er nogle genkendellige lyde og referencer og sawadee kaa (goddag for kvinder) lige så godt kunne betyde hundesaddel. Jeg kigger stift på Fredag og siger langsomt og meget tydeligt “sawadee kaa”. Han slår med halen og piler i skjul oppe under taget.
Læs mere›Morgentoilette er sååååå kedeligt. Så jeg slæbte min Iphone med ud på sommerhusbadeværelset for at blive fortalt til, mens jeg jonglerede skin tonic, dagcreme, mascara og alt det andet, der er nødvendigt for at få et ansigt.
Da den 7årige pige forsøger at blive penneven med KU Klux Klan, kunne jeg ikke lade være med at skraldergrine midt i ansigtspålægningen.
Min venner kiggede undrende på mig, da jeg kom tilbage. Så sjovt plejer der jo ikke at være på toilettet. Og jeg bruste over af begejstring og måtte genfortælle den historie, jeg lige havde lagt øre til.
Læs mere›
Jeg er lige kommet hjem fra Island og sidder og ser vores 411 billeder af uvejsom stenørken, skyomkransede fjelde, bølgeblikhuse i klare farver, brusende elve og får i alle størrelser.
Pludselig kan jeg mærke hvorfor det er godt at tage mange billeder – og hvorfor det er så fuldstændig røvsygt at se andres feriefotos. Det er ikke det, der sker på billederne, som er vigtigt. Men det, der skete imellem dem.
“Alle Butiksruder er glimrende oplyste. Især Modemagasinerne har tændt et Lyshav, hvori Silken gnistrer og Fløjlet ruller i tunge, bløde Farvebølger. Men også Delikatesse-Forretningerne straaler med alle Blus for at forøge Tiltrækningen ved deres røde Bayonne-skinker, deres lysebrune Postejer, brogede Geléer, hvide Marcipan og de vældige Dynger af kandiserede Frugter: lysegule Aprikoser, grønne Figurer og blodige Kirsebær.
Læs mere›For et par år siden var jeg så tåbelig at lave en udsendelse fra den gamle Lillebæltsbro. I teorien var ideen sådan set god nok. Jeg havde bare ignoreret det faktum, at jeg sammen med mine to interviewpersoner skulle kravle op på metalskelettet, der hæver sig over selve broen og gå på en smal metalbro med direkte nedsyn til havet 75 meter under os. Jeg er ikke så vild med højder. Faktisk gør de mig rædselsslagen og jeg får det som om alle naturlove ophæves og min krop pludselig kan blive grebet og opslugt af det store luftintet rundt om mig.
Men med mikrofon i hånden tør man heldigvis alting. Eller man gør det ihvertfald. Så jeg kravlede bævende op over biler og toge.