Historien om højskolesangbogen - og alt det der ikke kom med...

I marts 2018 lavede jeg, sammen med Karen Secher, P2-serien Sangenes Blå Bog.

Det var et roadtrip gennem Danmark, historien og højskolesangbogen med sangene som kompasnål.
Vi fortalte om højskolebevægelsens start, melodiernes udvikling, teksternes kraft, sangenes indflydelse på nationalidentiteten, sangkrigene og så på fællessangens vilkår i dag.
De 8 episoder var monteret med masser af musik og de var meget tæt og kaleidosopisk klippet.

Så der var så mange timers fortælling, der ikke var plads til….fantastiske anekdoter, sidevinkler, overvejelser og livshistorier, som jeg grådkvalt klippede fra.
Dem får du her – som Blå Fraklip.

Det er ikke finklippet radiokunst – det er de rå interviews med digressioner, vildveje og tankespring – studset lidt til i enderne.
Og musikken må du tænke dig til.Men lyt glad med, hvis du har lyst til at høre Kirsten Hammann fortælle, hvorfor hun insisterer på at erklære Danmark sin kærlighed, finde ud af hvordan Knud Romer gemte en kvindelig kønsdel i en midsommersang, hvorfor ‘violinfolket’ hadede Erik Grips Velkommen i den grønne lund eller hvordan to krigsflygtninge ændrede højskolemanden Erik Lindsøs syn på en Halfdan Rasmussen-sang.Find podcasten Fraklip i din foretrukne podcastapp eller lyt episoderne her på siden.

BLÅ FRAKLIP

EPISODER

#1 - Kirsten Hammann

I første episode er jeg på besøg hos forfatteren Kirsten Hammann, som tilhører den lille håndfuld nulevende danskere, der har tekster med i højskolesangbogen.

Hun fortæller blandt andet om at være et barn, der tog sproget så bogstaveligt, at hun var overbevist om at turkis kom fra Tyrkiet, om at have modersmål og fædreland og om sin hyldestsang til den danske sangskat. I sangen ‘Jeg lærte som lille at tonerne gror’ jammer Kirsten Hammannn over linier og billeder fra de danske sange, der har gjort uudsletteligt indtryk.
Du kan også høre komponisten og visesangeren Kristian La Cours melodi til Kirsten Hammans tekst. Læs mere om Kristian La Cours musik på hans hjemmeside.

Derudover taler vi om følgende sange:
Som rejselysten flåde: www.youtube.com/watch?v=lEPdoaiLfRc
Den milde dag: www.youtube.com/watch?v=TXWhA6NFhrg
I sne står urt og busk i skjul: www.youtube.com/watch?v=QjUAPqePRJI