Jeg har et hemmeligt rum under jorden. Man presser et robust knivsblad ned i den smalle revne i gulvet og brækker opad, og når den tunge parketplade er fjernet ligger der en isoleringsplade og nogle uregelmæssige hvide flaminogstykker. Under halvdelen af huset er der krybekælder – et 75 centimeter højt rum, som ikke rigtig kan bruges til noget.
Min forgænger udi husejerskab benyttede det til vinkælder, desværre hans eget hjemmebryg, og der står stadig nogle “den med tyren”-flasker i et hjørne. Propperne ser ud som om de er lige ved at give efter for presset og bag det grønne glas duver klumpede gulligt lyserøde mugformationer med lange flossede tentakler – de ser ud som om de aspirerer til at være hovedpersonen i den næste Alienfilm.
Læs mere›Hver uge kom verden på besøg i den lille by, jeg voksede op i. Den parkerede prustende og himmelblå på pladsen mellem Centeret og stationen og med et dybt hydraulisk suk åbnede den smalle dør ind til Himmerrige.
Min forældre ville deres børn det bedste og havde derfor bosat sig i en miniputby med nye parcelhuskvarterer, der strakte sig som begærlige fingre ud over de flade marker. Det var en skøn barndom fuld af huler i skoven og spændende fiskelig på stranden, men da jeg blev 13 begyndte byen at stramme over skuldrene og klemme om tæerne og jeg ville kun en ting – VÆK!
Læs mere›