Lugtens tidsmaskine
Jeg har et hemmeligt rum under jorden. Man presser et robust knivsblad ned i den smalle revne i gulvet og brækker opad, og når den tunge parketplade er fjernet ligger der en isoleringsplade og nogle uregelmæssige hvide flaminogstykker. Under halvdelen af huset er der krybekælder – et 75 centimeter højt rum, som ikke rigtig kan bruges til noget.
Min forgænger udi husejerskab benyttede det til vinkælder, desværre hans eget hjemmebryg, og der står stadig nogle “den med tyren”-flasker i et hjørne. Propperne ser ud som om de er lige ved at give efter for presset og bag det grønne glas duver klumpede gulligt lyserøde mugformationer med lange flossede tentakler – de ser ud som om de aspirerer til at være hovedpersonen i den næste Alienfilm.
Her til morgen ville jeg lige checke fugttilstanden i de undre gemakker og fik bakset pladen i entregulvet op. Da jeg fjernede de sidste flamingoplader skød der en lille lugtsky op fra mørket. Tung af fugt, let muggenkvalm, mørk indelukket frodig jordduft, der lagde sig i det forreste af næseborene.
Sådan lugtede der i Dadas sommerhus. Egentlig hed hun Vibeke og vi kaldte hende tante og hendes mand for onkel, selv om de bare var naboerne på min barndoms stille provinsvej. Dada var sød som de flormelisdryssede bolcher, der stod i en metaldåse i det HEMMELIGE skab bag spejlet. Når man suttede på dem blev de som glas og skinnede gult, grønt, lilla og rødt. Jørgen var høj og knoklet og underviste i historie og tysk på Metropolitanskolen, vi skulle være stille når han læste lektier og nogle gange kom han ud og klemte vores hænder indtil vi gik på knæ og sagde al-la-bala.
Kælderduften sendte mig hovedkuls tilbage til begyndelsen af 70erne og det lille brune træhus, hvor den vilde kat Snehvide blev fodret ved vinduet i det bitte lille køkken – der blev blandet havregryn i kattemaden så den strakte længere og en gang i mellem knuste Dada en P-pille ned i den ildelugtende blanding, så vi slap for killinger (det forstod min bror og jeg aldrig helt). På den grønne plydssofa i stuen sad vi og dinglede med benene, mens Dada læste højt af Gøngehøvdingen og nogle gange fik vi lov til at gå ned i kælderen, hvor det bagerste rum var indrettet som en lille stue, med mangefarvet mellemøstligt tæppe på det kolde betongulv, en ottoman (et af de ord, jeg gik og sagde for mig selv), en lænestol med gulvlampe og reoler fuld af støvede bøger. Jeg havde forlæst mig på Jan-bøgerne og forklarede indgående min lillebror, at hvis der blev krig igen, så kunne vi skjule modstandsmænd i det lille velindrettede værelse. Vi brugte mange timer på at måle døren og forestille os, hvordan man kunne trække en reol hen foran den, så tyskerne slet ikke opdagede det ekstra værelse. Og måske kunne man lave et hul i gulvet i entreen ovenpå og sænke mad og drikke ned til de kælderskjulte.
Det var bare et par sekunder. Så opløstes den lille krybekælderlugtsky i forårslys og kaffeduft. Et øjeblik, hvor jeg opdagede, at jeg kan huske hvert eneste rum i sommerhuset på Botoften – men jeg kan overhovedet ikke huske hvordan Dada så ud.
Fra Stedsans’ hedengangne blog