Med ryggen mod muren

Jeg sætter mig altid op ad væggen, når jeg er ude. Det giver det bedste overblik over rummet og – som en af mine agentiøse venner engang gjorde mig opmærksom på – det formindsker risikoen for at blive skudt i ryggen betragteligt.

Faktisk er jeg ret vild med vægge. Man kan hænge ting op på dem, plastre dem til med bogreoler, gemme sig bag dem eller løbe panden mod dem.

Forleden dag længtes jeg faktisk ligefrem efter en væg. Jeg sad ved mit skrivebord på en arbejdsplads, hvor jeg tilbringer en del tid og jeg surfede. Pludselig ringede telefonen: “Hvad er Man-coe?”, spurgte en god kollega. Det gibbede i mig, for det var Man-coes hjemmeside jeg i al ubemærkethed sad og kiggede på. Et lille skrædderi, som måske kunne hjælpe mig med en slids i en lidt for ufestlig kjole. Det var som at være med i 1984 og pludselig blive prikket på skulderen af Storebror himself.

Men det var hverken Echelon eller hackerkundskab, der tillod hende at følge med i min meget lidt arbejdsrelaterede surfing. Forklaringen var enkel: Hun stod lige på den anden side af den glasvæg, som mit skrivebord støder op til og kiggede mig over skulderen. Jeg glædede mig over, at jeg ikke havde været inde påwww.lystmordernyt.com eller ledt efter nyt spændende sexlegetøj og gik med ned til frokost.

Al den gennemsigtighed
Jeg ved godt, at jeg som moderne menneske og medarbejder skal glædes over glasvæggenes gennemsigtighed og de store åbne rum, hvor det er meningen at samtaler og tanker skal flyde frit og vi skal lade os inspirere af hinanden. Og hvem vil fremstå som en isoleret stakkel, der gemmer sig bag den lukkede dør og nægter at dele, udveksle og lade sig påvirke.

Men der er et underligt menneskesyn i samtalekøkkenerne og bygningerne uden vægge og vinduer fra gulv til loft. En forestilling om at alt tåler dagens lys og at man kan være venner med alle – hele tiden. En lykkebesat kult, som besynger samvær og fællesskab med samme ideologiske overbevisning, som i min 70er børnehave, hvor det værste karaktertræk et barn kunne have var “manglende evne til socialisering”.

De indre mangfoldigheder
Jeg vil gerne slå et slag for retten til at være sær, have behov for alenehed – og vægge.  Walt Whitman skriver i et digt,  at “I contain multitudes” og den amerikanske forfatter Jonathan Franzen sagde i Weekendavisen i sidste uge, at det er underligt, at vi bliver så skuffede over, at politikere eller andre kendte har skeletter raslende i skabene. Hans pointe er, at det er i inkonsistensen at menneskeligheden viser sig og at det er det, der gør de andre interessante. Det er i sprækkerne og ridserne, at dramatikken, spændvidden og nuancerne gemmer sig.

Men i de store rum og det evindelige fællesskab er der ikke plads til mangfoldighederne og i busser, venteværelser, storkontorer og samtalekøkkener civiliserer vi os og prøver at ligne hinanden til forveksling. Der er ingen, der piller næse, prutter eller klør sig i skridtet og vi har alle sammen set Deadline, køber udelukkende økologisk og læser kun smal litteratur.

Så jo mere vi lever på scenen, jo mindre bliver vi. Mindre interessante, mindre mangfoldige og meget bange for at blive afsløret. For i det store taktfaste sprækkeløse fællesskab er der ingen nåde. Et af de mest absurde eksempler på det er Bill Clintons pinagtige feberredningsudtalelse om, at han ikke inhalerede ungdomsjointen. I mindre sluttede selskaber kan de fleste af os berette om teenagedumheder, der er langt værre: Biltyverier, rom-og-cola-brækture, seksuelle eskapader eller blind tilbedelse af tvivlsomme politiske ideologier. Men når vi bliver til OFFENTLIGHEDEN, så forventer vi pludselig konsistente, tvivlløse og korrekte valg fra vugge til grav af de andre. I den slags åbne rum bliver det utrolig farligt at flashe sin anderledeshed og vi fortrænger sammenbidt alt det kantede, underlige og utilpassede og skaber et løgnagtigt fællesrum, hvor vi bare er det i midten. Og det er temmelig kedeligt.

Bare lidt alene
Derfor har vi brug for små aftrædelsesrum med uigennemsigtige vægge og tætsluttende døre. Rum til at være alene og sidde og massere de utidige lidenskaber og upassende passioner eller til bare at sidde og stirre ud i luften. Og rum til at være sammen med de ganske få, som vi vover at vise en del af vores mangfoldighed, inkonsistens, tvivl, megalomani og angst. For hvis man har gynget i sine egne bjælker, så forstår man meget bedre de andres splinter og så kan man gå og blinke sammensvorent til dem ude i den store virkelighed i en fælles bevidsthed om, at mangfoldighederne findes.

Og de fysiske rum betyder noget, for når vi indretter rum skaber vi også os selv. CDhyldens underligheder eller opslagstavlens flimrende kaleidoskop af et filosofisk citat og et par linier fra en popsang, et postkort med nøgne damer, en Dixreproduktion, en fransk metrobillet, en tørret blomst, en idolautograf og et barndomsfotografi bringer os et skridt tættere på det inkonsistente kaos. I rummet afslører vi os selv og understreger vores anderledeshed. Vi siger “Her er jeg” eller “her er vi” og så er vi Nogen. I glasrummene og samtalekøkkernerne er det fællesskabets kompromis, der hersker og så er det, at vi alle sammen kommer til at ligne hinanden og bliver Ingen.

Frisindet er stort og man kan lystigt betro omverdenen at sex er bedst, når det foregår på et Dannebrogsflag juleaften eller at man drømmer om syvkanter. Men der er ét stort tabu tilbage: Begæret efter at være alene. Det er det mest mistænkelige – for hvad er det kærester, venner og kolleger laver, når de er sig selv? Og hvis man trækker sig, så bliver fællesskabet rigtig ked af det og føler sig både forkastet og udenfor. Og så er vi tilbage i børnehaven igen. For selvfølgelig ville det være dejligt, hvis pædagogerne sørgede for at alle legede godt sammen inde i puderummet. Men sådan fungerer det altså ikke.

Der er bare nogen man leger bedre med end andre. Ja…engang imellem er det faktisk allerbedst når man leger med sig selv. Og det foregår altså bedst bag en lukket dør.

Fra Stedsans’ hedengangne blog