Verden på hjul
Hver uge kom verden på besøg i den lille by, jeg voksede op i. Den parkerede prustende og himmelblå på pladsen mellem Centeret og stationen og med et dybt hydraulisk suk åbnede den smalle dør ind til Himmerrige.
Min forældre ville deres børn det bedste og havde derfor bosat sig i en miniputby med nye parcelhuskvarterer, der strakte sig som begærlige fingre ud over de flade marker. Det var en skøn barndom fuld af huler i skoven og spændende fiskelig på stranden, men da jeg blev 13 begyndte byen at stramme over skuldrene og klemme om tæerne og jeg ville kun en ting – VÆK!
Så der sad vi på de beklumrede brunmalede teenageværelser med Sex Pistolsplakater på væggene og røg små indiske beedies-cigaretter, fordi det lugtede næsten ligesom hash og vi længtes. Mod skibskatastrofer, eventyr, læderjakker fra Roger inde i Pisserenden og en verden, der var større.
Men flugt havde lange udsigter og derfor blev Bogbussen (og radioen hvor underlige personager som Poul Borum fortalte om New York, så det dunkede i mellemgulvet) en uundværlig livline. Jeg tror aldrig jeg gik glip af et bogbusbesøg. Hvis man var en af de første, der myldrede ind i den helt specielle biblioteksbogduft – papir med et strejf af plastic – kunne man være heldig og finde et Tintinhæfte, man endnu ikke havde læst eller en af de mørke franske tegneserietegnere med fantasifulde fabeldyr og gotiske historier. Der var to smalle tegneseriekasser, som først blev bladret igennem og så gjaldt det de tætpakkede busvægge, der bugnede af mørkegrønne og rødlige rygge med sort tryk. Jeg slæbte ord hjem. Som oftest bøger, jeg var alt for ung til at læse: Lykke-Per, Tolstoy, Thorkild Hansen, Tom Kristensen, Sjöwall/Wahlöö og lå hjemme på skibsbriksen og slubrede ørkenspejlingerne, kyssene, drukturene og skuddene i mig, mens jeg drømte mig væk.
Oppe i bussens forende var der to skranker med en smal passage (gearkassen?) imellem – en til aflevering (og man blev selvfølgelig behørigt irettesat, når bøgerne kom for sent) og en lille udlånsskranke. Førersædet kunne drejes, så chaufføren vendte sig fra rat til udlånsaffotograferings-apparatet, der med et tungt klik registrerede endnu et lån på det gule lånerkort i plastcharteque.
Det var også der man kunne hente bestilte bøger…nogle gange med rødmende kinder, hvis det for eksempel var Hans Hansens “Vil du se min smukke navle” eller Soya, fordi de vist nok var frække. Når Pjort Kropotkins erindringer endelig nåede ud til mig blev den hentet med dirrende forventning om store gerninger, han var anarkist, havde været med i den russiske revolution og med til at forandre verden. Og den slags historier gjorde sig rigtig godt hjemme på skibsbriksen, hvor oprøret desværre indskrænkede sig til hjemkomsttidspunkter og påklædning.
Jeg havde egentlig helt glemt bogbussen indtil en bibliotekar i går tilfældigt sagde ordet og jeg huskede pludselig teenageårenes grådige bogslugen, der forsikrede mig om, at verden var så meget mere end vores lille kystby.
Sådan her kom indfaldet til at lyde i radioen
Fra Stedsans’ hedengangne blog