Den 18. december er der premiere på min radioserie “Rejsen til det fremmede“. Det er er et kaleidoskopisk radioeventyr om udlængsel, hjemmefødninge, nysgerrighed og fremmedhed fyldt med navere, piloter, sejlende, spisende, skrivende og helt gemene turister, der tager ud for at se, hvad der er bag horisonten.
Læs mere›
15/11 Ban Koh Lanta
En lille brise får det lette hvide gardin till at svæve i mørket. Klokken er snart halv fem og en longtailbåd er lige tøffet forbi med rødglimtende lanterner. I nat er der mærkelige lys i horisonten – store grønne plamager med blege glorier, der når højt op på den blåsorte himmel.
Jeg sidder og skriver om bevægelser til den første udsendelse om #rejsen, og forestiller mig, at den mørke klode hænger omspundet af lysende relationslinier. Lange eller korte knitrende skud af kommunikationsenergi:
Lige nu er der 7365 fly i luften – på vej til Århus, Tselinograd eller Sao Paolo. Mens du har læst denne sætning er der blevet skrevet og sendt 20 millioner emails og bare i dag har telefonen ringet 12,5 milliard gange et eller andet sted på jorden. Mennesker, stemmer, ord, tanker og ting i evig bevægelse fra et sted til et andet og balancer og rytmer, der forrykkes, forskubbes, forandres eller lige så stille fader ud i mørket.
Sted+Sans hedder et projekt, der i det forløbne år har lært midtjyske skoleelever at opleve deres lokalområdes historie, særlighed og sanseindtryk. Projektetmagerne bad mig skrive en tekst om hvorfor steder er vigtige, til det katalog, som udkom i 2014:
Egentlig har jeg bare altid gerne villet komme et sted fra. Det gør jeg selvfølgelig – fra et bestemt postnummer (3140), en særlig horisont (Kullen i skumring) og fra et barndomshjem (morgenskrøbelige fødder på trappens kokostæppe).
Men når jeg sammenligner med min veninde fra slægtsgården, så er jeg jo på det nærmeste hjemløs.
Læs mere›
I dag har det væltet ned med små spidse regndråber, så det så ud som om havet fik gåsehud. Da det var lavvande i eftermiddags trak en mand i bredskygget hat og koboltblå shorts en lille orange slæde med ruser hen over den mudrede havbund. Ruserne blev sat ude ved stenrevet og så vandpytsurfede han ellers ind til land igen.
Læs mere›
5/11 2014 Ban Koh Lanta
Min grønne ven Fredag, det lille firben, sidder på den mørke trævæg og stirrer på mig. Jeg er lige ved at sige et eller andet til ham. At de lover en stor storm i nat eller at tidevandet har bragt en masse gule blade med sig, der nu ligger og duver i de dovne bølger rundt om terrassen og hvor mon de (altså bladene) kommer fra?
Jeg er lige kommet hjem fra en af byens små restauranter, og har nu forstået, at jeg skal smide sandalerne før jeg går ind og prøver at få munden viklet rundt om de mest almindelige høflighedsfraser, sådan på goddag, farvel, tak-planet. Sprog er svært, når der slet ikke er nogle genkendellige lyde og referencer og sawadee kaa (goddag for kvinder) lige så godt kunne betyde hundesaddel. Jeg kigger stift på Fredag og siger langsomt og meget tydeligt “sawadee kaa”. Han slår med halen og piler i skjul oppe under taget.
Læs mere›
2/11 2014 Ban Koh Lanta
Der er fuldt blus på udendørsterrasserne, der på pæle strækker sig ud i havet. Et lysegrønt firben løber op langs en stolpe og nogle gulnæbbede fugle kaster sig akrobatisk ind under eternittaget for at se om der skulle være en lækkerbidsken.
Mørket siver langsomt ind fra horisonten og blåt bliver til sort, mens en doven brise slår sprækker i den tunge fugtige varme. Næsen springer med svedperler og jeg bestiller øl, stegt fisk med stærk sursød sovs og en tallerken kuppelformede ris. Det er stadig lavsæson, så en af tjenerne hænger på en stol foran en flimrende fladskærm og et par servitricer står i et hjørne og hvisker.
29.10 Tårnby, CPH og luftrummet mellem København og Bangkok
Jeg er aldrig så ordentligt som når jeg skal afsted.
Når jeg skal til Jylland vasker jeg bilen og tager rent tøj på. Turene med pas, boardingcards og fremmede sedler får mit hjem til at minde om Brugsen ved statustid. Vasketøjet bliver foldet og stablet i typer, valutaen kommer i små konvolutter ordnet efter seddelstørrelse, de små miniflasker bliver pertentligt fyldt med cremer og shampoo og rejsedokumenterne bliver arkiveret i skyen og placeret ufoldede i en ny papmappe i håndbagagen. Hvis min mor så mig, ville hun være overbevist om at jeg var en skifting eller var blevet bodysnatchet.
Mens jeg går og systematiserer gennemgår jeg rejsens faser: Hvordan kommer jeg fra D til F og er der noget, jeg bør google, vide, notere, have ved hånden for at det kan ske på bedste vis. Jeg memorerer taskernes og rejsetøjets gemmer og lommer og udvikler et sindrigt system for hvordan pas, kontanter og kreditkort skal placeres, så en tyv kun får en del af kagen – som kongefamilien, der altid tager forskellige fly, så der er nogen tilbage, hvis uheldet er ude.
Jeg tilbringer april i Rom og forleden aften blev jeg sparket i sprogbevidstheden af Al Pacinos dobbeltgænger og hans bobbede kone. Og så har jeg længe villet prøve multimedieprogrammet creatavist, hvor man kan lave historier med tekst, billeder, video og lyd. Her er mit første forsøg, dog kun tekst og billeder – og det første rejsebrev fra Rom.
Læs mere›For et par år siden var jeg så tåbelig at lave en udsendelse fra den gamle Lillebæltsbro. I teorien var ideen sådan set god nok. Jeg havde bare ignoreret det faktum, at jeg sammen med mine to interviewpersoner skulle kravle op på metalskelettet, der hæver sig over selve broen og gå på en smal metalbro med direkte nedsyn til havet 75 meter under os. Jeg er ikke så vild med højder. Faktisk gør de mig rædselsslagen og jeg får det som om alle naturlove ophæves og min krop pludselig kan blive grebet og opslugt af det store luftintet rundt om mig.
Men med mikrofon i hånden tør man heldigvis alting. Eller man gør det ihvertfald. Så jeg kravlede bævende op over biler og toge.
