15/11 Ban Koh Lanta
En lille brise får det lette hvide gardin till at svæve i mørket. Klokken er snart halv fem og en longtailbåd er lige tøffet forbi med rødglimtende lanterner. I nat er der mærkelige lys i horisonten – store grønne plamager med blege glorier, der når højt op på den blåsorte himmel.
Jeg sidder og skriver om bevægelser til den første udsendelse om #rejsen, og forestiller mig, at den mørke klode hænger omspundet af lysende relationslinier. Lange eller korte knitrende skud af kommunikationsenergi:
Lige nu er der 7365 fly i luften – på vej til Århus, Tselinograd eller Sao Paolo. Mens du har læst denne sætning er der blevet skrevet og sendt 20 millioner emails og bare i dag har telefonen ringet 12,5 milliard gange et eller andet sted på jorden. Mennesker, stemmer, ord, tanker og ting i evig bevægelse fra et sted til et andet og balancer og rytmer, der forrykkes, forskubbes, forandres eller lige så stille fader ud i mørket.
Jørgen Leth lytter til stilheden og jeg lytter til ham, mens han gør det i min stilhed. Atmosfæren får en nubret overflade Et bølgeskvulp, et fjernt hundeglam, en gekko, der piler hen over væggen, en knitrende spotpære, et stort insekt, der bumpende bimlende forsøger at finde ud og det dybe bønnekald fra moskeen som flyder ind og ud mellem strandkantens endnu mørke huse.
Om lidt står solen op.
“Man kan også høre små rytmer, der tager form.
Som om det måske er noget, der kommer fra rørene.
Det kommer kun fordi, man lytter. Ellers er de der jo ikke.
Hvis man ikke lytter, så er de der jo ikke.
Men hvis man virkelig gør sig den anstrengelse,
anstrenger sig for at høre, nogle mønstre,
som om man vil orientere sig, som en blind.
Jamen, så danner der sig alle mulige mure, hvælvinger, rum, skakter
og små, egentlig uforståelige rytmer”.
Jørgen Leth