Noter til #rejsen 4 – 52 lykkelige sekunder

I dag har det væltet ned med små spidse regndråber, så det så ud som om havet fik gåsehud. Da det var lavvande i eftermiddags trak en mand i bredskygget hat og koboltblå shorts en lille orange slæde med ruser hen over den mudrede havbund. Ruserne blev sat ude ved stenrevet og så vandpytsurfede han ellers ind til land igen.

Jeg har lyttet de sidste interviews i dag og mangler nu mine egne rejseoptagelser.
Jeg er på det der kaotiske kompositionssted, hvor jeg med den ene hjernehalvdel kan høre udsendelserne for mit indre øre og er helt glad og fortrøstningsfuld. Den anden hjernehalvdel kan slet ikke se hvordan vi skal komme derhen og går og stikker små nåle i forestillingsballonen. For er det ikke bare varm luft og helt tåbeligt med alle de små rejseglimt jeg har gået og indtalt og er interviewene ikke også bare keeeedelige og dumme og og og og.

Heldigvis er jeg blevet gammel nok til at vide og huske, at det gør nas at have veer. Så jeg prøver at lade bølgerne overdøve den obsternastige undergravende knevrende stemme.
I dag var der 52 sekunder, som gjorde det meget let: En kort bid fra mit interview med forfatteren Carsten Jensen, hvor han forklarer hvorfor udlængsel kommer fra Antwerpen.
Et lille minut, som har gjort mig totalt lykkelig, og fået mig til at sige til Fredag, at det nok skal gå altsammen. Måske.