Sted+Sans hedder et projekt, der i det forløbne år har lært midtjyske skoleelever at opleve deres lokalområdes historie, særlighed og sanseindtryk. Projektetmagerne bad mig skrive en tekst om hvorfor steder er vigtige, til det katalog, som udkom i 2014:
Egentlig har jeg bare altid gerne villet komme et sted fra. Det gør jeg selvfølgelig – fra et bestemt postnummer (3140), en særlig horisont (Kullen i skumring) og fra et barndomshjem (morgenskrøbelige fødder på trappens kokostæppe).
Men når jeg sammenligner med min veninde fra slægtsgården, så er jeg jo på det nærmeste hjemløs.
Hendes familie har beboet matriklen i ni generationer. Tiptipoldefar har plantet den høje blodbøg, der hænger ud over havens bålplads, en fjern formoder har gruttet korn i den store rundede grårøde granitsten, de fandt i gulvet under en ombygning og loftet bugner af gulnede numre af Familiejournalen, etørede bamser og hatte med kunstige syrener, som fortidens familieskygger har rørt, leget med, båret og bladret i.
Hendes eksistens og identitet er bundet til noget fysisk. Til en bestemt plet på kloden, fuld af helt særlige fornemmelser – de violette dværgsyreners overvældende forårsduft, trappens tredje knagende trin eller krystallysekronen, som familiens kvinder mødes omkring en gang om året for at sladre og pudse de mange hundrede prismer.
Den klaustrofobiske tryghed
I min nomadefamilie har vi ikke kunnet holde fast på noget i mere end en dekade eller to. Så er vi blevet skilt, er avanceret en socialklasse eller har kedet os og skiftet hjem. Fortiden er forsvundet i sorte plastsække og beløber sig i dag til en håndfuld nips, en grim guldmalet pindestol og et falmet fotografi af min forfader søkaptajnen, der giftede sig med en negerprinsesse på Tahiti og fik 13 børn. De står under tunge palmeblade et sted jeg aldrig har været.
Jeg hører ikke rigtig til nogen steder.
Og her er det så at Morten Korch-violinerne passende kan begynde at file, mens jeg tårevædet og nostalgisk begræder tabet af tryghed, forankring og hjemstavn og forbander nutidens omsiggribende flygtighed og rodløshed.
Men så enkelt er det bare ikke. For samtidig kan jeg jo mærke klaustrofobien krible under huden, når jeg forestiller mig at hænge på familiens mursten og ikke selv kunne vælge hvor og hvordan jeg vil bo. At være ”Sommers datter oppe fra gården” kendt gennem generationer og ikke bare kunne gemme mig bag solbriller og købe ind i fred en tømmermændsramt lørdag formiddag.
Jeg kan faktisk lide anonymiteten, forandringen og nye teltpæle med jævne mellemrum.
Det er selve modernitetens krattende dynamiske spændingsfelt: Modsætningen mellem det langsomt kværnende traditionshjul, hvor slægter følger slægters gang med al den tryghed og håndfast socialisering det nu medfører, og så det flimrende pligtfrigjorte frie valg, hvor alt er muligt, men også ens eget fucking ensomme ansvar.
Stedet by proxy
Kloden er blevet lille. Vi kan skype med Tokyo, twitterudveksle med australske fårefarmere, udforske feriemålet med google-streetview og se alverdens vilde dyr avle, spise og flå i super closeup på National Geographic.
Det er et helt nyt udsyn og fuldstændig fantastisk, at man kan finde fæller, viden og oplevelser på tværs af kontinenterne.
Men det flimrende, flydende virtuelle rum er også stedet by proxy – det er hverken muld, mursten, mennesker eller mågeskrig, men bare billeder af dem.
Og nu kan jeg jo ikke udtale mig på hele den vestlige civilisations vegne, men der er sket noget med mig de sidste 15 år.
Jeg har fået stedslængsel.
Efter vi kom på nettet, slægtsgården gik på tvangsauktion og de fleste af os skriver hjemstavn i flertal, så vikler det regionale og globale sig ind og ud mellem hinanden i helt nye konstellationer, sammenstød og befrugtninger.
Når stedet bliver en historie
Vi er blevet glokale og pendler mellem cyberverdensborgerskabet, hvor interesser og holdninger forbinder os og et voksende behov for en regional forankring, der gør os til noget særligt.
Gastroturister fra hele verden strømmer til København for at smage på det nordiske landskab. Arkitekter lader stedernes historie skyde frem i og imellem de nye huse. Danske forfattere skriver om og fra provinsens afkroge – og ikke med nostalgisk guldalderpatos. Nej, de udfolder stederne i al deres mangefacetterede skønne afskyelighed, fulde af muligheder, begrænsninger, storhed og småtskåren lukkethed. Alt det vi mennesker gør med og mod hinanden, men med hvert steds helt særlige tone og farve.
Stedet er blevet vigtigt, fordi det ikke længere bare er der af sig selv. Så vi skaber vort livs lokaliteter om til steder med fortællinger. For det er først når en bestemt plet på jorden er indtaget, oplevet og er blevet til en historie, at det virkelig er et sted.
Og på et sted kan der ske noget magisk: Man kan mødes – dem, der kommer fra og dem, der kommer til.
Kloden rundt – i Danmark
Jeg laver stedsradio og har de sidste 7 år besøgt 161 danske steder og deres mennesker. I gennemsnit har jeg vel rejst et par hundrede kilometer hver gang – alt i alt ca. 40.000 km. Det svarer til jordens omkreds ved ækvator.
Der er noget poetisk ved tanken om at have rejst kloden rundt – i Danmark. Med rutebiler og bumletog gennem istidsbakker, strandenge, stokroseidyller, krejlerbyer og betonørkner.
For i virkeligheden er mangfoldigheden uendelig, også selv om man bare bevæger sig rundt på vores egen ene lille promille af jordens 510.066.000 kvadratkilometer.
Det er jo ikke universets mest originale opdagelse, at hvis man lytter ordentligt efter så er ethvert menneske en fantastisk historie. Men jeg tror, at det er stederne, der har fået mig til at forstå det som andet og mere end pæne skåltaleord.
Atmosfæren er en rystelse
Stedet ryster sin besøgende. Ryster en ud af de vante forestillinger og sender både hjerne og krop på en opdagelsesrejse, der skubber fordommene til side og tænder lysten til at forstå hvordan ting og mennesker virkelig hænger sammen.
Stedet har atmosfære. Det er en fysisk sanseoplevelse at træde ind i et kirkerum, ud på en klippeafsats, op på et høloft eller ned i lastrummet på et skib. Det er duft, fornemmelse, lyd, lys, fugtighed, varme, uhygge, velvære, ydmyghed. Kroppen går i forbindelse med stedet og oplevelsen er pludselig forankret helt konkret i den fysiske verden, samtidig med at den tænder hele paletten af egne følelser, erindringer og fornemmelser.
Når man sidder i radiostudiet er verden udenfor mest af alt en forestilling og man taler og interviewer om den i store letforståelige, overordnede termer. Når man står med hænderne begravet midt virkeligheden, så er den altid helt anderledes end man havde troet. Den er meget meget påtrængende og ikke til at putte ind i de forudsigelige kasser, man ellers rubricerer alting i.
Udkanten er alt andet end udkant
Udkantsdanmark siger vi for eksempel, og ser et indre billede af halvdøde byer, hvor Brugsen og skolen er lukket og de forfaldne huse overtaget af tatoverede bistandsklienter med dårlige tænder og store hunde. Når man rejser gennem Danmark opdager man, at statistikken måske nok kan påpege reelle demografiske problemer og sociale skævvridninger. Men på stedet er der et helt anderledes og meget mere varieret billede. For derude, i det nogen kalder udkanten, er der også fyldt med entreprenante arbejdsheste med et engagement og en virkelyst, man sjældent finder til kulturklassens københavnske middagsselskaber. Lolliker i gang med at hugge kæmpestatuer, molsboere, der får vigen til at bugne af skaldyr, nordvestjyder, som bandsat sørger for, at det gamle fyrtårn stadig kaster lys udover det buldrende Vesterhav eller nordsjællænderne, der har fået ejendomsmæglerne til at elske deres by ved hjælp af litteratur.
Steder, som mennesker har gjort til en fortælling og til noget helt særligt for både indfødte, tilflyttere og mig, der kommer på besøg. Og på stedet tændes nysgerrigheden.
Jeg er aldrig en bedre eller mere fimrehåret journalist end når jeg står i en stald med lam løbende om fødderne og ammoniakduft i næsen eller sidder i en hoppende gummibåd fuld af muslingeliner.
Broen mellem os og de andre
Det fremmede renser opfatteapparatet som en hvid tornado. Det kan være en mellemøstlig krydderduftende markedsplads, den amerikanske drive-in cafe eller en dansk grusvej. Pludselig flimrer hjernen af indtryk, sammenhænge, interaktioner eller undringer, som den kendte hjemlighed aldrig tænder.
Sansningerne gør det muligt pludselig at forstå en flig af de andres virkelighed, koble den til ens egen og spørge ind til historier og betydninger, man aldrig ville kunne researche sig til hjemme ved computeren.
Stedet bliver en bro mellem turisten og den indfødte, københavnersnuden og den vestjyske bonde eller mellem den voksne og børnene i den vakkelvorne hule i trækronen.
Stedet åbner sig og dermed åbner det også os, der oplever det.
Og lige der begynder en helt særlig og sjælden form for samtale – den der er lige så nuanceret, kompleks og mangesidet, som livet nu engang er.
