Opvaskedysten i 1939

På scenen står Fru Gammeldags og Fru Moderne. De vasker op, den første med balje og børste, den anden med en nymodens opvaskemaskine og en mand med mikrofon kommenterer ivrigt dysten. Det er opvaskemaskinefabrikken, som har arrangeret konkurrencen, så fru Gammeldags er selvfølgelig håbløst bagefter.

Året er 1939 og der er Verdensudstilling i New York. Temaet er The World of Tomorrow og sloganet lyder Begyndelsen på en ny dag. På pamfletten kunne man læse:

“Here are the materials, ideas, and forces at work in our world. These are the tools with which the World of Tomorrow must be made. They are all interesting and much effort has been expended to lay them before you in an interesting way. Familiarity with today is the best preparation for the future.”

Statsradiofoniens første markante reporter Aksel Dahlerup rejste til Amerika og lavede en udsendelse, hvor han tog lytterne med gennem pavillionernes blik ind i fremtiden.

Live på lak
Udsendelsen varede 4 timer og 11 minutter og på arkivbeskrivelsen står der at den består af 61 plader. I 39 blev radio lavet på lak. Reporteren gik rundt med med mikrofonen i en lang ledning og mens han talte blev ordene skåret ned på pladen af en tekniker med et mobilt pladeskærerapparat. Det betyder, at det vi hører faktisk er en form for direkte. Der var ikke mulighed for at redigere fortalelser og fejl eller forkorte en alt for lang reportage.

Så udover den fantastiske fornemmelse af pludselig at være til stede i 1939, så tænder de gamle udsendelser altid en enorm beundring hos mig. For jeg ved – fra egen smertelig erfaring – hvor svært det er at få en reportage til at svinge i første take. Man snubler, vrøvler, render ud af en tangent, ved pludselig ikke hvad ting hedder eller ender i en endeløs opremsning istedet for en logisk sammenhængende fortælling.

Så nyd en af Dahlerups elegante tilbagelænede reportager fra den store globus, hvor han står og ser på modellen af The City of Tomorrow og med skarpe beskrivelser får visionen om byen til at leve for ørerne af os.

Han har åndsnærværelse nok til ikke bare at rable ord af sig, men lader rummets stemning få plads mellem ordene, han evner at skifte talerytme og -tempo sammen med musikken og det bliver mere end bare nøgternt virkelighedsreferat, fordi han hele tiden forsyner beskrivelserne med tankerne om byboernes længsel efter et godt liv.

Den temperamentsfulde virkelighed
Dahlerup overværede også den føromtalte opvaskedyst og den danske radiomand var absolut ikke tilfals for de amerikanske reklamemetoder.

Overskud! Ikke bare får han sat glasklare billeder på hele setuppet, så man næsten kan mærke sæbeskummet flyve om højttalerne og se den opkørte rødkindede fru Gammeldags tabe glas på den indre billedskærm. Han giver hende også vrængede stemme i sin oversættelse og får samtidig lige beskrevet amerikansk reklamestil og sportsspeakertradition.

Og så er det – som alle gode reportager – virkeligheden set gennem et temperament. Ingen kan vist være i tvivl om at Dahlerup finder promoveringen af opvaskemaskinen latterlig. Hans reportage er ikke en beskrivelse, men en slags anmeldelse af virkeligheden, og denne gang får den vist ikke mere end én stjerne.

Uden tvivl
Når jeg sidder og lytter til de gamle reportagedrenge, så forundres jeg altid over det letfodede sprog og fornemmelsen af at passagen fra øjne til mund åbenbart er fuldstændig ubesværet. Det lyder så indlysende og enkelt, når de sætter ord på verden. Var de bare dygtigere, havde de lært mere i skolen eller hva’?
Min teori er, at de ikke var nær så meget i tvivl som vi er i dag.

Mændene (for det var de næsten alle sammen) i blød hat og cottoncoat var fuldstændig forankrede i deres køn, klasse og kultur. Og når de gik ud i virkeligheden med mikrofonen, så viderekolporterede de et billede af universets beskaffenhed, som de vidste at deres kumpaner i herreværelset ville nikke bifaldende til. Hvad andre tænkte tror jeg egentlig ikke de bekymrede sig særlig meget om.

De havde en ufravigelig målestok på rygraden – Gud, konge og fædreland var godt, overfladisk modernitet noget skidt osv osv. Og det var det udsigtspunkt de talte fra. De kunne tale ned til kvinder, sige neger uden at rødme og de så verden i overskuelige velordnede kasser. De gik ikke ud i virkeligheden for at blive overraskede, de bekræftede deres eget verdensbillede og det er meget lettere end at være en fimrehåret opdagelsesrejsende, der forestiller sig, at de andre også kan have ret.

Det bliver virkelig tydeligt, når jeg hører Aksel interviewe. Lige så meget som jeg beundrer ham som reporter, lige så meget er han VERDENS dårligste interviewer. Han hører overhovedet ikke, hvad folk fortæller ham, men pøser på med egne forestillinger og præmisser, som de udspurgte så bare gerne skal nikke til.

At lede efter ordene
Måske er det letheden vi mistede, da jerntæpperne faldt, frigørelsen slog ned og ens position ikke længere var defineret af køn, klasse og erhverv. Vi fik forpligtelsen til nysgerrighed og til at forstå og acceptere dem, der er anderledes end os selv og dermed mistede vi sproget. I dag leder vi efter ordene – i den allermindst bogstavelige forstand. Ingenting er længere givet.

Vi kan ikke bare sige “hvad tid kommer han?”, når en kollega fortæller, at hendes kæreste henter hende. For måske er kæresten en kvinde. Når min unge kollega sidder og skriver speaks fra en reportagetur til Afrika, så går ordene i stå. For hun er blevet lidt bange for sine egne oplevelser, de står ikke rene og er ikke rigtig til at øse af. Som hun sagde, da hun desperat kiggede op fra tastaturet: “Jeg er så bange for at lyde blond”.

Vi er blevet forsigtige, fordi uskylden er tabt og der er indtrådt en bevidsthed om at vores oplevelse og blik på verden ikke er rent, men fyldt af fordomme, forestillinger og måske siger mere om os selv end om det vi har set. Vi møder stederne, situationerne og de andre  uden de massive forudfunderede forestillinger, som fortidens reportere havde. Og det gør det sværere at finde ordene.
Og gudsketakoglov for det!

Det skal være farligt og udfordrende at lave billeder af verden. For ordene skaber det de nævner. Og det interessante og tankevækkende opstår først, når reporteren møder universet med dirrende lydhør nysgerrighed og er villig til at lade sig overraske.

Det farlige billede
Men på den anden side vil vi jo også gerne høre en god historie. Jeg tror ikke det kostede Aksel og hans samtidige særlig meget at være fortællere. Og det er måske den store forandring der er sket siden 1939. At nutidens modige og unikke historiefortællere satser det hele, når de træder frem på scenen og vover at fortælle, at sådan og sådan ser de verden.

Engang nikkede publikum i takt. I dag risikerer man alt, når man vover pelsen og gør det man har set til en fortælling med hovede, hale og morale, for stammerne er mange og vi er ikke længere bundet sammen af nikbar moral og verdenssyn. Og så er det ulig meget nemmere at stikke hovedet i busken og bare at blive inde på den allermiderste oktav, lave virkelighedsreferater, som kun siger det vi alle er helt enige om og aldrig konkludere særlig skarpt af angst for at “lyde blond”.

Så udfordringen er at finde synsvinklen og ordene, der både er lydhøre, åbne og inkluderende og samtidig turde det skarpe konkluderende personlige udsagn.

Et eksempel på det kunne være en af Danmarks ubetinget bedste historiefortællere, Jon Kaldan. Han er vært på Radioklassikeren på P1 og i efteråret 2012 rejste han USA tyndt for at finde omvejene til Det Hvide Hus. Her er det reportagen om sydstatsmusikeren Jim White, der selv mener, at han er skabt i Guds guddommelige brandert.

————————————————————————————————————————————————————————————-

AXEL DAHLERUP 1897-1978
En af radioreportagens fædre i Danmark. Radioreporter fra 1931 og chef for reportageafdelingen fra 1943.
Sammen med Kammersanger Holm skabte han de meget populære “Hørebilleder fra Dagligdagen”, hvor man pludselig kunne høre om rigtige menneskers liv ude i virkeligheden istedet for de oplysende foredrag, der ellers havde præget Statsradiofonien.

I sine erindringer skriver Dahlerup om begrebet Hørebillede og fortæller, hvordan han blev mødt med indvendingen om, at man jo ikke kunne se en lyd eller høre et billede:

“Det var jo netop ideen i det, at lytterne skulle høre noget, som dannede et billede for deres indre syn; kun derved kan man leve sig ind i den foreliggende situation.”

Dahlerup producerede selv et væld af reportager – fra sælfangerbåden, madlavningskurset for mænd, Assistenshuset, familien fra mosen med 25 børn, den ordknappe eneboer, der passede en gravhøj. Og han mente, at en god reportage havde to skabere: Reporteren og lytteren.

“Modtageligheden, veloplagtheden og den gode vilje hos lytteren er et umådeligt vigtigt led i processen. Husk det en gang, når De sætter Dem ti at høre radio: Det er deres egen fantasi, der villigt må gå ind på scenen. De må selv bygge de kulisser op, vi forsøger at skabe et tankebillede af. De må være parat til at gøre Deres del af arbejdet for at borteleminere radioens blindhed.”