9/11 2014 Ban Koh Lanta
Der er altid en vis modvilje forbundet med at begynde kompositionen.
Indtil nu har jeg bare lavet lektier – lyttet interviewene og klippet dem op i temaer, skrevet noter og alting har været på det der dejlige flydende ukonkrete stadie, hvor alle veje er åbne og man endnu ikke er løbet panden mod noget som helst.
At finde formen
Men nu begynder det.
Jeg skal finde en form, en sound, en atmosfære, en stemning og hele strukturen. Interviews, reportage, lyd og musik skal blive til et rum, hvor stemmerne kontrasterer, matcher, nuancerer og udfordrer hinanden. Et sted man har lyst til at sætte sig ned med en longdrink, se på jagttrofæerne, bladre i et atlas, checke sin GPS og åbne en udskåret trææske, der dufter af krydderier og sol.
Jeg skal finde mig selv som fortæller og som rejsende og finde et sprog og en stemme.
Nu begynder jeg at skulle tage valg, som koster og som jeg kommer til at hænge på. Og jeg ved, at jeg vil opdage sprækker, ting, jeg burde have gjort eller noget, der slet ikke kan hænge sammen som jeg troede.
Og så er det modviljen begynder.
Det har været en overspringende weekend – fuld af småsurfen, en vandring for at finde ud af hvor min vej ender (ved en strand med kokospalmer og røde koralagtige store sten), middagslure, øl og en slentrende tur på søndagsmarkedet.
Jeg vrider mig ubekvemt og vil helst ikke. Og ved slet ikke hvilken snor jeg skal begynde at flette. Det er som at have en kæmpestor kasse lego og vide, at den kan blive til alt fra ridderborge og rumstationer til bondegårde og robotter. Og skal resultatet have motor, figurer eller være ensfarvet, regelret mønstret, tilfældigt kaotisk???
På jagt efter en atmosfære
Så jeg piller i kanterne og hver gang en beslutning lurer skynder jeg mig videre.
Jeg brugte nogle nattetimer på at surfe efter musik, der har den overordnede feeling. Noget som fanger rejsens poesi, fremmedhed, energi, usikkerhed og frihed.
Det gik længe rigtig skidt – enten udtrykte musikken bare ét sted og var arabiske nætter, afrikanske bjerge eller amerikanske landeveje. Eller også larmede det for meget, for lidt, var for melankolsk, for happygolucky, for easylistening, for nyt, for gammelt, for grimt, for sødt, for kedeligt, for apropos eller bare forkert.
Men så jeg pludselig et tag på en musikside:
“gypsy put in a blender with trip hop
and middle eastern fusion”
Beats Antique er et amerikansk band, der udover at lave nogle spektakulære sceneshows med performance og dans også blander alle mulige former for musik fra hele verden. World fusion var åbenbart lige det jeg havde brug for. En jupiterstor klippeblok dumpede ned fra de indre organer, da jeg hørte den her – rytme og skønt at klippe til, fremdrift, poesi, melankoli, glæde og en duft af mange fremmede horisonter.
Jeg har endnu kun spotlyttet bagkataloget og altså endnu ikke fundet lige præcis det eller de numre jeg skal bruge. Men det her ramte lige ind i den forestilling, der har kørt for mit indre øre de sidste måneder. Og i morgen tror jeg godt, jeg tør prøve at klippe en intro – et par minutter, som i ord, lyd og toner udtrykker alt det programmerne er…
Flyvetoner
I den ene af de tre udsendelser fortæller billedkunstneren og piloten Simone Åberg Kærn hvordan det er at flyve. Altså flyve rigtigt – sådan som de færreste af os bekvemmelighedsturister har prøvet det. Som solopilot i et lillebitte Piper Colt med lærredsvinger.
Og det forklarer hun jo så fremragende. Men jeg vil gerne aktivere mange sanser på én gang og give kroppen den samme fortælling som informationshjernen modtager. Forsyne ordene med noget, der bevæger andre modtagestationer og give lytteren en næsten fysisk musikalsk oplevelse af friheden, det flydende, legende og æteriske.
Jeg har selv et par numre i notesbogen. Men jeg er ikke helt tilfreds med dem – der er et eller andet der mangler. Måske noget energi, noget vildskab eller nogle loops. Og så har jeg brugt dem til to andre projekter engang i fortiden, og det irriterer min kedsomhedshjerne, tror jeg.
Jeg har derfor på Twitter spurgt min musikkompetente kumpaner Claus Berthelsen ( aka @gymoese) og Trine Boje Mortensen (aka @TrineBOje) hvad de ville anbefale. For der er ikke noget bedre end andres underlige og uventede lommeuld, der pludselig sender én i en helt ny retning.
Claus foreslog fra hoften:
Trine har været vidt omkring:
Og der er åbenbart mere hvor det kommer fra, når først marmeladen er i hus.
@susannasommer fedt! Jeg lytter! Har en bunke mere, men skal lige lave æbleingefærmarmelade!
— Trine Boje Mortensen (@TrineBOje) 9. november 2014
Så mens bølgerne slår ind under huset, og brisen lugter af salt og tang, går jeg og lytter og mærker efter om jeg er lige ved at levitere.
Og hvis du har et godt bud på flyvemusik, så læg meget gerne en kommentar.
