Noter til #rejsen 3 - østersbyen

5/11 2014 Ban Koh Lanta
Min grønne ven Fredag, det lille firben, sidder på den mørke trævæg og stirrer på mig. Jeg er lige ved at sige et eller andet til ham. At de lover en stor storm i nat eller at tidevandet har bragt en masse gule blade med sig, der nu ligger og duver i de dovne bølger rundt om terrassen og hvor mon de (altså bladene) kommer fra?

Jeg er lige kommet hjem fra en af byens små restauranter, og har nu forstået, at jeg skal smide sandalerne før jeg går ind og prøver at få munden viklet rundt om de mest almindelige høflighedsfraser, sådan på goddag, farvel, tak-planet. Sprog er svært, når der slet ikke er nogle genkendellige lyde og referencer og sawadee kaa (goddag for kvinder) lige så godt kunne betyde hundesaddel. Jeg kigger stift på Fredag og siger langsomt og meget tydeligt “sawadee kaa”. Han slår med halen og piler i skjul oppe under taget.

Sæsonen er vist kommet igang, byen summer lidt højere end den har gjort de seneste dage, trucks kører ind og ud fra molen med skoldede turister på ladet og bugten glimter af røde og grønne lanterner fra lystsejlerne, der er ankret op.

Sure løg
Det undrer mig altid, når jeg møder den bitterhed, som nogen – egentlig ret mange – rejser med. Sådan en “sur for en sikkerheds skyld – jeg bliver nok snydt”- attitude. I dag spiste et større selskab af sejlermænd med ens t-shirts på restauranten. For nu ikke at tænde “ja, det er typisk”-stereotyperne vil jeg nøjes med at sige, at de var fra et ikke nærmere defineret vestligt land – midaldrende og velnærede på god-vin-og-mange-restaurantbesøg-måden. Da tjeneren kom med regningen blev der tummel, frem-med-læse-brillerne og forarget hovedrysten, og en af dem for op til receptionsdisken med store armbevægelser og mænd-der-peger-med-piber-har-altid-ret regningsgennemgang.
Vinden bar det meste af hystriet forbi mit bord, og hele miseren handlede om hvorvidt det virkelig kunne være rigtigt at de (8 stk) skulle betale 2000 bath (400 dkr.) og ikke 1750 for mad og øl.
Jeg er absolut ikke noget zenvæsen, der smiler og tænker “det hele er alligevel et hjul, så hva’ fan” og jeg har – som en lytter engang, til min store glæde, påpegede – et letantændeligt temperament.
Men jeg sad og spiste de mest delikate forårsruller med rejer, som lige var hevet op af vandet og smage, der legede tagfat som en børnehave den første forårsdag og kunne ikke andet end smile venligt til universet som sådan. Og jeg tænkte, at hvis deres mad bare tilnærmelsesvis havde været så god som min, så er det alligevel utroligt, at de stadig havde plads i maven til at blive tøsefornærmede over en halvtredser.

Storbyen set fra oven
Jeg har brugt dagen på at lytte og tematisere mine interviews. I dag blandt andet med litteraturprofessor Anne-Marie Mai, der fortæller om steder – fx. om hvordan metropolen blev opfattet i begyndelsen af sidste århundrede.
Hun fortalte blandt andet om Johannes V. Jensen, der rejste til New York og febrilt begejstret besang byen i et digt, hvor han sidder i en flyver og ser ned på storbyens bjergformationer, modsætninger, farver og fart.

Flyveren hedder digtet og jeg kan desværre kun finde det i fragmenter på nettet.

(…)

For det første kan jeg ikke lade være med at falde pladask for de der teknikberusede, fremtidsbesyngende herrer fra sidste århundrede. Emil Bønnelycke og Morten Nielsen var to andre fartfantaster og storbycowboys, som jeg tidligere har skrevet om.

For det andet var der noget, der blafrede med halen da jeg læste Johannes V.’s strofer og linien om Manhattans Babel.
Under min korte og ikke særlig flatterende tid på Institut for Litteraturvidenskab i 80erne måtte man kun gå i sort og ikke have helte. Lige bortset fra alle kvindelige studerende, der havde én bestemt plakat hængende – et sort/hvid portræt på groft gulligt papir af en mand med de mest dramatiske sorte rande under øjnene. Paul Auster var lige præcis lækker og intellektuel nok til at få det til at gyse i de metaliderlige damer. I en By af Glas vandrer hovedpersonen Quinn gaderne tynde mens han skygger en mand – han går og går i et tilsyneladende fuldstændig tilfældigt mønster. Lige indtil den dag, han tegner ruterne ind på et kort og opdager, at de danner bogstaverne TOWER OF BABEL.

Byen er en østers
Oppe over eller nede i.
Oppe i flyveren forsvinder detaljerne og der er kun mønsteret tilbage. Nede i gadernes labyrint er man fortabt i tilfældigheden og overladt til byens punktuelle pirkende indtryk og flimrende virvar.

Fra balkonen på mit hotel i Bangkok kunne jeg se et kæmpestort guldbelagt tempeltårn – det så ud som om det var lige om hjørnet, så tæt at man næsten kunne række ud og røre det.
Seks etager nede på gaden stod jeg midt i småbutikker, der handlede med gummivarer eller havde bunker af lydpotter liggende halvt ude på fortovet, rygende gadekøkkener og forfaldne koloniale beboelsesejendomme med påmalede kinesiske skrifttegn.

Min stedsans døde midt i den tætte by og jeg tumlede som en blind myre rundt i den myldrende tue uden mål og med. Det store guldtempel var krympet og forsvundet ind i gadernes virvar. Jeg fandt det først, da jeg holdt op med at lede og pludselig drejede rundt om et hjørne, hvor det stod og knejsede mod den grå smoghimmel som om intet var hændt.

Byen er en østers, som åbner og lukker sig.
Første gang jeg besøgte New York stod den pivåben, det firkantede nummerede gadesystem var så uendelig let at finde rundt i og min rygsæk var fuld af film, der fortalte hvordan jeg skulle bestille ved disken på en diner og havde forberedt mig på at skulle tage stilling til om jeg ville have min sandwich på rye. Jeg var næsten newyorker, troede jeg. Nogle uger senere trak gaderne og logikken sig sammen i vognborg og belærte mig om, at jeg ikke vidste noget som helst.

Det er så lidt der skal til. I Bangkok flanerede jeg med nysgerrigheden som kompas, og den første eftermiddag endte en lang vandring i en smal gyde, der mundede ud lige overfor hotellet. Jeg havde foretaget en perfekt cirkelbevægelse – helt uden at tænke, se på kort eller gøre mig umage.
Jeg tog en øl i hotellets bar oprømt over min succes og med en fornemmelse af at mig og Bangkok – vi var bare sådan her!!

Om aftenen ledte jeg så efter en bestemt restaurant. Tog ét forkert sving og for så vild, som det overhovedet er muligt og så holder det pludseligt op med at være sjovt at være flanør. Fra at være den seje kapable rejsende med sans for både by, autenticitet og ruter er man pludselig et lille ynkeligt pjevs, der ikke kan overskue at opleve, fordi byen hele tiden vender sig væk og ikke gider lege.

Det kan være nervøsiteten, der tænder, når kvarteret pludselig skifter karakter eller gaderne er lidt mørkere og lidt tommere end man havde forestillet sig en halvsen aften.

Eller den sanseindtagende oplevelseslyst, tilliden og de helt ajaxrene øjne, der med et skifter til dunkende alert, når man lyserød, storsvedende og alt for velhavende er endt i en blindgyde langs floden med skure omgivet af kludebunker, kamphaner i bambusbure og trætte skikkelser i halvmørket, der bare sidder og kigger.

Ikke fordi nogen gør noget. Det hele foregår oppe i ens eget hovede – eller rettere i kroppen, som af en eller anden grund fanger en duft, en potentiel fare eller noget, der skurrer og går i alamberedskab. I modsætning til de kendte hjemlige gader er man kodeløs, sprogløs og erfaringsløs og som et lille barn helt uden handlingsmuligheder og -kraft.
Østersbyen har lukket sig igen og istedet for perler står man tilbage med den grove, knortede, hårde, uigennemtrængelige skal.

Nu er det efter midnat, månen lyser op bag et par mørke stormskyer og bølgerne slår ind under huset.
I morgen er der lysfest – og skønhedskonkurrence – i min lille by, så jeg må op og have min søvn.

Sawadee Kaa!