Når lyd bliver arkitektur

Jeg tænker tit på, hvad det egentlig er for nogle billeder, jeg skaber i folks hoveder, når jeg står ude i virkeligheden med mikrofonen og beskriver et sted, de aldrig har set.

Hvis man bagefter viste dem et billede, ville de så sige, “Ja, lige sådan forestillede jeg mig det” eller ryste på hovedet og tænke “not even close!”?
I denne uge er jeg blevet meget klogere på hvad der sker på vejen mellem mine ord i æteren og lytterens ører og forestillingsevne.
Jeg har været med i et workshopforløb for en gruppe 1., 2. og 3. årsstuderende på arkitekskolens afdeling for Arkitektur og Eksperiment, hvor jeg skulle holde et oplæg om at beskrive steder i lyd og ord. Og så skulle jeg stille de studerende en opgave.

Jeg producerede en lille 7 minutters radioreportage, hvor jeg beskrev et specifikt element i fire forskellige rum og udfra de 4 nedslag skulle de studerende så give det pågældende sted et fysisk udtryk.
De 4 beskrivelser lavede jeg fra forskellige steder i København, så en kendt bygning ikke forstyrrede forestillingsevnen.

De fire scener var:
1) Ved det lave springvand udenfor, hvor det så ud som om den blanke facade sugede den myldrende trafik ind i bygning.
2) Op ad rulletrappen og ind i lyset fra et stort glastag, som delte himlen op i rektangler og hvor skyerne drev forbi og vanddråberne lå og glitrede
3) I en bregnehave mellem betonmure og terasser, hvor det føltes som at stå i en slugt mellem forrevne bjergsider
4) Op ad en knirkende trætrappe til et lille træbeklædt rum med bjælker og en knitrende pejs.

22 timer og 273 reportagegennemlytninger (afslører min webstatistik) senere, mødtes vi igen, og de studerende fyldte det store auditorium med modeller, tegninger, installationer, fotografier og en film.

Løsningerne var mangfoldige – nogle havde arbejdet med at vise hele bygningen og samspillet mellem de fire rum, andre havde i billeder beskrevet oplevelsen af at være i bygningen, en gruppe havde lavet en ruminddelt “stoflighedskasse”, hvor de forskellige materialer blev præsenteret, en anden havde produceret en lydteksturskulptur, hvor papir, folie og sten lavede lyde, når man rørte ved dem.
Så var der den runde “lampeskærm”, som var foret med tegninger og som man skulle stå inde i og dreje rundt, så man fulgte bevægelsen gennem bygningen, og i et hjørne stod en firkantet åben metalramme med en glasvase fuld af grene. En lampe sendte kompositionens skygge op på væggen, hvor de strenge rette linier, vandets duven og grenenes legende former fik det organiske og det hårde til at smelte sammen.

Der var ikke én af modellerne, tegningerne eller fotografierne, der bare tilnærmelsesvis lignede de steder, jeg havde besøgt.
Og alligevel gjorde de alle sammen!
Forfatteren Peter Bischel har engang sagt, at “Når jeg fortæller historier, så beskæftiger jeg mig ikke med sandheden, men med sandhedens muligheder”.
Og sådan føltes det, da jeg gik rundt mellem de studerendes løsninger – som om de alle havde beskrevet en mulig sandhed om de rum, jeg havde fortalt om.
De havde alle sammen fanget nogle helt grundlæggende elementer i min reportage. Bevægelsen ind og op – fra et stort, myldrende udendørs rum med glatte hårde flader til noget småt, intimt og organisk.
Alle løsningerne beskrev en vekselvirkning mellem ude og inde, hårdt og blødt, lyst og mørkt, beton, planter og slidt træ og de havde også allesammen lavet fortolkninger af lyset, der faldt ned gennem det store glastag. Og når jeg så rundt på virvaret af former og farver, så tænkte jeg, at det var lige præcis sådan det føltes at være i de virkelige rum, jeg havde beskrevet.

Så det var på én gang helt forkert og helt rigtigt.
Ordene og lydene genskaber ikke virkeligheden 1:1, men de skaber poetiske og fantasifulde forestillinger om hvordan det kunne se ud. Og vigtigst af alt: De videregiver fornemmelsen af stedet.
Det ville jeg sikkert også have sagt i sidste uge – det er jo ikke atomfysik.
Men det var fuldstændig fantastisk at se det ske i virkeligheden.
Hvad der sker bag hjernebarken på de andre er jo livets største hemmelighed og ordene er fattige, når vi skal fortælle hvad der flimrer rundt på den indre film.
Så det var en sjælden gave at se forestillingerne og fantasien få fast form og opleve hvor kreativt andres hjerner oversætter ens ord og beskrivelser.
Fx en lille bisætning fra den første scene, hvor jeg siger, at det ser ud som om den tunge bygning svæver på et glasfundament. I de studerendes  version er det blevet til en kube, hvor de tre metalben slutter et stykke over jorden og konstruktionen balancerer så at sige på ét ben. Det giver lige præcis den åndeløse fornemmelse af fysisk umulighed, som jeg havde oplevet ude ved den konkrete bygning.

Så nu går jeg rundt og tænker, at hvis mine lyttere ser lige så poetiske, sanselige og fantasifulde billeder, når de hører mine reportager, så er jeg godt tilfreds!

———————————————————————————

Hør forlægget til øvelsen og se nogle af løsningerne

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/108674416″ params=”” width=” 100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Det lykkedes mig at tage nogle helt utrolig dårlige billeder til præsentationen af de studerendes arbejder, så her er bare et lille udsnit af de færdige resultater, som desværre ikke helt yder dem retfærdighed.