“Skovskyline”, sagde jeg engang i en udsendelse om Kalvebod Fælled. Og det var et ord, som smertede flere lytteres ører. En mente, at det var et udtryk for den omsiggribende anglificering, der truer det danske sprog, og hvorfor sige skovskyline, når det nu hedder skovbryn. En anden syntes, at det er så sprogberuset, at hun måtte hylde den ædru og helt objektive beskrivelse.
Jeg har lige sendt et gammelt digt til nogle unge kolleger, fordi der er så meget musik i ord som Sycophanter, Kandistenor og Hermetikdåser og de har til gengæld lært mig, at når man er “nede med nogen”, så er man virkelig bonkammerater. Jeg oplever ikke, at dansk er under afvikling – tværtimod, sprog møder andre sprog og noget nyt sker. Ord forsvinder og andre kommer til og på den måde er sproget hele tiden i udvikling. Det, der truer sproget er dovenskab – når man kun bruger en enkelt oktav, glemmer at glæde sig over ord som “tusmørkestråler” eller ikke har lyst til udforske ordenes muligheder.
Men hvad så med skovskylinen? Jeg er egentlig ked af, at jeg ikke kan prale med, at det var et bevidst valg. Ordet kom simpelthen til mig før skovbryn, fordi den takkede, mangefarvede skovkant faktisk lignede en by i horisonten. Stedsans er et program, hvor alting foregår på stedet og som vært hænger man på de mere eller mindre elegante beskrivelser man får vredet ud af øjnene, mens man står og ser på virkeligheden. Det er svært, men også utrolig sjovt. Og nogle gange kommer der helt uventede ord ud af sproget, når man står og anstrenger sig for at fange et steds stemning og udseende i øjeblikket.
Jeg kan rigtig godt lide ordet skovskyline. Der er et sjovt natur/kultur-sammenstød i det, som passer utrolig godt til Kalvebod Fælled, hvor vild natur og by blander sig på forunderlig vis. Og så kradser ordet på en måde, der sætter den indre billedskærm på arbejde. Jeg tror, at sproget nogle gange bliver usynligt. Der er ord eller begreber, som vi har hørt så mange gange, at de bare bliver kategoriseret af hjernen uden at sætte filmen i gang. For eksempel ser man ikke mange indre billeder, når nogen siger, at flaget blafrede eller at hun blev hvid som et lagen. Så engang imellem skal ordene overraske hjernen til at skabe et billede ud af det beskrevne. Det sker når ord kradser lidt i øjet…når man tænker: “Hmmm, hvordan mon det egentlig ser ud?” og anstrenger sig for at sætte form og farver på. Det synes jeg faktisk, at ordet skovskyline gjorde.
Og derfor tror jeg heller ikke på ædrueligheden og den objektive beskrivelse. Den gode reportage er virkeligheden set gennem et temperament, og reporterens sprog skaber et unikt billede af verden, som lytteren skal arbejde lidt for at se for sig. Og der bliver det til en dialog – for billedet bliver kun fremkaldt, hvis lytteren også er med til at skabe.
Johannes V. Jensen har denne skumringsskildring i “Kongens Fald”
“Vejen bøjede tilvenstre over en Bro og ind gennem Serritslev By; Grøfterne laa med mørkt Græs og gule Smaablomster, ude over Markerne hvilede hist og her en hvid Blak, en Blomstertaage, i Skumringen. Solen var gaaet under, og Luften stod kølig klar, skyløs men uden Stjærner. Der kom et Hølæs kørende fra Landet ind i Serritslev By, langsomt og gyngende paa den vanskelige Vej. Som det listede afsted i Tusmørket ind gennem den snævre Landsbygade, lignede det et stort tottet, lavbenet Dyr, der trisser af fordybet i Betragtninger og snuser til Jorden. Læsset holdt udenfor Serritslev Kro.”
Alle ved jo, at høvognen ikke er et stort tottet dyr. Men når jeg læser det, står den stille aftenstemning helt dirrende skarp. Så hvis valget står mellem ordberuselse og ædruelig objektivitet – så melder jeg mig (uden sammenligning i øvrigt) til at være standerstiv sammen med Johannes.
Fra Stedsans’ hedengangne blog
