Den rå fortællings kraft

Morgentoilette er sååååå kedeligt. Så jeg slæbte min Iphone med ud på sommerhusbadeværelset for at blive fortalt til, mens jeg jonglerede skin tonic, dagcreme, mascara og alt det andet, der er nødvendigt for at få et ansigt.

Da den 7årige pige forsøger at blive penneven med KU Klux Klan, kunne jeg ikke lade være med at skraldergrine midt i ansigtspålægningen.
Min venner kiggede undrende på mig, da jeg kom tilbage. Så sjovt plejer der jo ikke at være på toilettet. Og jeg bruste over af begejstring og måtte genfortælle den historie, jeg lige havde lagt øre til.

Penneven med The Wizard fra KKK
Fortællingen handler om den kinesiske familie, der flytter til en lille amerikansk by. Forældrene kan ikke engelsk og den 7årige datter, Christy, må agere tolk i alle livets forhold i bondebyen, hvor immigrantfamilien ikke er særlig velkommen. Da Ku Klux Klan begynder at sende trusselsbreve til dem, beslutter den lille pige, med barnets absurde logik – og fordi de har om pennevenner i skolen – sig for at blive penneven med “The Wizard”, der har underskrevet KKKbrevene. Christy tænker, at det vil være langt sejere at have en troldmand som penneven end fx en kedelig svensker, som de andre skolekammerater. Og hun forestiller sig hvordan det vil være at hænge ud med The Wizard, spise is og høre Madonna.
Men hør hellere Christy Chan selv fortælle sin historie:

Christy mødte jeg i mit nye yndlingsradioprogram, Snapjudgment. Værten Glynn Washington og hans kumpaner kalder det selv for “storytelling with a beat”. Tematiske udsendelser fuld af iørefaldende fortællinger, varsomt, frækt, funkyt og lydhørt monteret med musik, der kontrasterer, understreger og nuancerer.

Den gode historie behøver ikke en formidler
Et særkende ved Snap er, at de finder folk med de mest fantastiske oplevelser og erfaringer og beviser det gamle ord om at “Hvis man lytter godt efter er ethvert menneske som en roman af Baudelaire”.
En del af indslagene er formet som traditionelle radiofortællinger. En reporter har lavet et interview og udfolder så historien i en vekselvirkning mellem speaks og interviewbidder. Som regel er det speaken, der driver historien fremad, sætter scenen og giver baggrund og så kommer interviewpersonen ind med følelser, erindringer, beskrivelser og overvejelser. Helt efter bogen og udført til UG med det hele.
Jeg falder dog som regel mest for de andre snaphistorier. Dem, hvor der ikke er nogen alvidende speakende journalist, men hvor et menneske selv fortæller både begyndelse, midte og slutning.

Jeg tror det er fordi fortællingen skaber et fælles øjeblik og en helt særlig forbindelse mellem fortælleren og mig, der lytter. Et intimt, generøst og nøgent møde; jeg får ikke bare historien, jeg får også en en bid af det menneske, der fortæller. Alt det der emmer ud af fortællingens atmosfære: Sansningerne, de små unødvendige, men sjove, interessante eller underlige omveje, et rytmeskift, en sigende detalje og kompositionen. Vi vandrer sammen gennem fortællingen – fra begyndelse til ende.

Speak/interview/speak/interview-formen er mere historien by proxy. Der er skudt en formidler ind mellem mig og fortælleren og på den måde opstår der en distance. Speakeren forklarer, formidler, komprimerer, analyserer og historien har ikke længere den “Du og jeg Alfred”-stemning, som jeg elsker, når nogen fortæller mig noget.
Speakeren står mellem mig og fortælleren og insisterer på, at han er nødvendig for at historien kan udfolde sig. Men han har jo ikke den fortællekraft, der opstår når man har oplevet og derfor bliver speaken selvfølgelig mere blodfattig, neutral og “oppe på Olympen”-beskrivende og det gør, at man hele tiden bliver revet ud af fortællingens oprindelige intensitet og intimitet.

Jeg vil gerne have historien direkte fra mund til øre. Der hvor det holder op med at være et almindeligt radioøjeblik, som ligner så mange andre velkomponerede indslag, man har hørt i tidernes løb, og bliver noget helt særligt, originalt og meget personligt. En fortælling.

Historiens særlige erkendelse
Det er ikke fordi jeg underkender den journalistiske bearbejdnings betydning. Den er der god brug for rigtig mange steder. Jeg må bare konstatere, at der sker noget helt særligt i ørerne på mig og lytteintensometeret slår dejligt ud, når jeg en sjælden gang i radioen hører et menneske, der helt enkelt “bare” fortæller en historie.
Måske er det fordi det er en uroplevelse at blive fortalt til. Og fordi fortællingerne henover hækken, ved middagsbordet eller i en dunkel nattogskupé er der hvor vi glimtvis faktisk kan se og forstå hinanden.
Den norske forfatter Jan Kjærstad skriver i essaysamlingen Menneskets Felt:

“Fortællingen bevæger sig på et dybere plan end præstens moraliseren og narrens skepsis. En god historie drejer sig ikke om overfladisk sandhed eller totalitet, men om de sprækker i tilværelsen, hvor kun fantasien, selve imaginationen – fortællerens bedste våben – kan trænge ind. Derfor fremkalder en vellykkede historie også en erkendelse, der ikke kan fremkaldes på nogen anden måde. Samtidig beholder historien altid en gådefuld rest, et ufortælleligt moment, der paradoksalt nok er fortællingens vigtigste bestanddel”.

Snapjudgment tror på historien. Og på at historien – når den er god nok – ikke behøver en ekspert til at udlægge perspektiverne eller en speaker til at forklare hvad der skete.
Og det virker: Den gode historie vælter måske ikke regeringer, men den skaber øjeblikke, som husker os på, at livet er langt mere komplekst, interessant, besværligt og mangefacetteret end Alt for Damernes brevkasse og P1Debat.

————————————————————————————————————————————————————————-

I Danmark er der kun ganske få, der bevidst arbejder med den rene rå historiefortælling, mens det virker som om den pibler frem i det amerikanske radiolandskab.

Lyt for eksempel til
The Moth – ét menneske, én mikrofon, én historie
Storycorps – mundtligt historiefortællingsprojekt, der indtil nu har samlet 45.000 historier

Og til sidst bare et lille uddrag af Snapjudgments missionserklæring og flowchartet, hvor du kan checke om din historie har snap-potentiale.

“There’s a place for musings, essays and hard-hitting investigative journalism. But it’s not here. We’re about raw, primal narrative. Forget about irony, satire and your thesis. Instead, go back to elementary school—where you were taught that stories should have a beginning, a middle and an end. You’ve got your setting. You’ve got your characters. And you’ve got your climax.”