At kalde tingene ved navn

Det regnede i morges – nu drypper lyset ned

Sådan sang Elisabeth engang i 80erne, hvor min musiknerver lå helt blottede og påvirkelige. Mit indre øje fryder sig, hver gang jeg ser den sætning. Den er sådan et helt skarpt lille snapshot og selvfølgelig drypper lyset ikke – det kan enhver lysteoretiker forklare. Men det er præcis sådan det ser ud, når solen kommer frem efter et regnskyl.

Jeg kom til at tænke på sætningen forleden dag, da jeg stod med mikrofonen i en arkæologisk udgravning udenfor Varde og skulle forklare, hvordan man kunne se de sortbrune konturer af et 1000 år gammelt grubehus i det mørkgyldne sand. For helvede! Hvor er det svært at yde verden retfærdighed og få omgivelserne til at vokse frem på lytternes indre billedskærm. At fange stemningen, få sat scenen, forklare hvordan tingene ser ud og hænger sammen. Og hver gang jeg kommer til kort memorerer jeg mine helte ud i verdensbeskrivelse og misunder dem deres dirrende virkelighedsfangster – som fx. forfatteren Thorkild Hansen, der var en mester i små knivskarpe nærbilleder. Her er han på ekspedition med professor Glob i den persiske havbugt:

Der er ikke flere jordnødder i dåsen, som kan fås for to rupees inde i landsbyen. Solen varmer os i ansigtet, vi kan lige nå at komme en tur i vandet, før den forsvinder. Vi tager tøjet af, smider nogle sten ud for at jage rokkerne væk og sopper ud i den store malerpotte af blåt, som løber sammen med orange. Lyset stryger lige hen over vandoverfladen, vanddråberne flyver som gnister fra benene, da vi løber ud. Det store røde øje i vandskorpen synes ikke længere væk, end at man med lethed kunde svømme hen og give det en dukkert.

Mens vi tager tøjet paa, kommer mørket. Et stykke borte ligger vores appelsinskræller og bliver ved med at lyse, som om der var spildt nogle dråber af solnedgangen i sandet.

Det kan være Ingmar Bergman, der i sin erindringsbog Laterna magica mejsler Hitler ud af uvejret:

På slaget tre hørtes noget som lignede en orkan, som nærmede sig. Den dumpe skræmmende lyd bredte sig gennem gaderne og slog mod husmurene. Langt borte i den anden ende af torvet krøb en kortege af åbne sorte biler frem. Larmen steg og overdøvede tordenvejret, der var brudt løs, regnen faldt som et gennemsigtigt fortæppe, tordenbragene detonerede over festpladsen.

Ingen tog notits af uvejret, al opmærksomhed, al henførthed, al denne salighed koncentrerede sig om en eneste skikkelse. Han stod ubevægelig i den enorme sorte bil, som langsomt svingede ind på torvet. Nu vendte han sig om og så på de hylende, grædende og besatte mennesker. Regnen skyllede ned over ansigtet på ham og hans uniform blev mørk af væde. Så trådte han langsomt ned på den røde løber og vandrede alene mod ærestribunen. Hans ledsagere holdt sig på afstand. Pludselig blev der stille. Kun regnen plaskede mod brosten og balustrader. Der Führer talte.

Kollegaen, der placerede en georgisk gamling i en “pøl af sol” eller klarøjet malede de forfrosne kaliningradske luderes læber med kuldens makabre lilla læbestift. Trafikgudinden, som kalder det en “burkabil”, når dovne bilister om vinteren kun lige gider skrabe en sprække i forrudens sne eller Kai Friis Møllers danske gendigtning af Mandalay, hvor der bliver “stablet teaktræ favn på favn i den sjip-sjap-våde havn”.

Det er bare ord. Men når de bliver jongleret, masseret og placeret i overraskende sammenhænge, så genskaber de den verden, de fortæller om og der foregår en generøs bevægelse fra afsenderens øje, gennem munden, ind i modtagerens øre, hvor skitsestregerne samler sig til et billede. En magisk fælles skabelsesproces og et kollossalt mod, fordi ordene også afslører os.

Når jeg står ude i verden med mikrofonen, så opdager jeg, hvor mange ting, jeg ikke ved, hvad hedder. De lilla og gule blomster på den jyske dæmning, fuglen, der svæver lavt over den tørkegule mark eller den dims på geværet, der bøjer rundt om aftrækkeren. Og så kan man jo spørge sig selv om det er vigtigt for billedskabelsen at vide, at det er Marias sengehalm og gederams, der vokser i strandkanten, at fuglen på rov er en hvepsevåge eller at det hedder en aftrækkerbøjle? Måske ikke, men med navnet følger tingens særegenhed og historie og det gør verden større. De lilla og gule blomster står bare og nikker i solen. Men når man ved, hvem de er, bliver de en port ind til andre verdener, muligheder og historier. Man kan trække i kronbladene og komme tilbage til stalden, hvor Jomfru Maria efter sigende forede Jesusbarnets krybbe med de gule blomster, fordi de var så bløde eller blive småsulten, fordi blanceret gederams med smør og salt er så delikat.

Min barndoms Harry Potter var Ursula LeGuins trilogi, Troldmanden fra Jordhavet, om drengen Spurvehøg, der kommer på troldmandsskole og ender som ærkekogler på Roke. I LeGuins univers betyder ordet alt, for eksempel kan man kun lave en trylleformular, hvis man kender tingenes virkelige navn på det gamle sprog, som nu kun tales af drager. Og for ikke at friste til troldomshybris, så er det så viseligt indrettet, at troldmanden fx ikke bare kan fortrylle hele havet, for at gøre det skal han sige navnene på alle skær, vige, fjorde og bølger og det er umuligt.

En stor del af skemaet på skolen er kedsommelig navnelære, hvor de de unge troldmandsaspiranter sidder med lange lister og lærer tingenes navne udenad, for ordet giver magt over verden. Og over mennesker. Faktisk er Spurvehøg bare et kaldenavn, i virkeligheden hedder drengen noget helt andet; hans sande navn, som han kun fortæller til dem, han stoler på og elsker. I det univers er det den ultimative tillidserklæring at fortælle nogen sit egentlige navn, for så får de også magt over en.

Der er noget dejlig eksklusivt over tanken om have et hemmeligt navn, som man kun deler med de allernærmeste. At ordet er så kraftfuldt og gemmer ens sande jeg. Og måske er det det strejf af sandhed, der opstår når vi siger, hvad vi har set og kalder tingene ved deres virkelige navne og ikke gemmer os bag klicheerne og alt det, der er sagt igen og igen.

For når vi er sammenbidt modige og gør os umage med at finde de helt rigtige ord, der præcis beskriver hvordan vi ser verden eller hvordan der ser ud på indersiden af hjernebarken, så står vi pludselig nøgne og skrøbelige og er helt os selv – banale, storslåede, mærkelige. Og det er den ultimative overgivelse, for så har de andre magten – til at grine, håne, afvise, vende sig bort. Eller lytte med et smil og skabe med.

Fra Stedsans’ hedengangne blog