Tale holdt ved radio-konkurrencen P1-Shortdox. Deltagerne skulle producere et 3 minutters radioindslag om et afgørende øjeblik og var underlagt forskellige begrænsninger. Jeg sad i juryen og blev bedt om at holde en tale om øjeblikket og det korte format:
Et øjeblik er den tid, det tager at blinke med øjet. Et lille splitsekund, som på forfransket dansk også kaldes et moment.
Indenfor den mekaniske fysik betegner moment den kraft, der får et legeme til at bevæge sig.
Og det er jo dejligt, når naturlovene også passer på noget så følagtigt og unaturvidenskabeligt som historiefortælling.
Så lad mig opstille en dramaturgisk naturlov:
Momentet er den kraft, der får bevæger fortællingen.
Og lad os se nærmere på det der radiofoniske moment.
Nordsvensk udlængsel
Jeg kendte engang en mand, der voksede op i Nordsverige lige på grænsen til Finland. Om sommeren vendte solen bare på himlen, men om vinteren var der sort og koldt i månedsvis.
Der var også sort for sjælen. Området var fuld af lesterdianere – en religiiøs retning, der får Indre Mission til at virke som skørlevnende festaber. Man måtte ikke have blomster i vinduerne eller danse om juletræet, for det var verdslig pynt og syndfuld kropslighed.
Det var ikke godt for vores lille svenske knægt, der var lidt for glad for at sætte farver på papir – og for de andre drenge.
Fra han var lille sad han nede i den harpiksduftende granskov om sommeren og holdt øje med jernbanen. En sjælden gang passerede cirkustoget forbi og glimtet af en eksotisk snabel eller en plettet girafhals fik hans hjerte til at dunke. Men der var ikke anlagt flugtveje til Langbortistan i landsbyen Kukkola. Livet var lagt i plovfurer så lige, at man kunne fyre et bøsseskud af langs dem. Fremtiden stod på fars gård, køer og fredagssauna.
Lige indtil den aften han sad i sit gamle legehus med den transitoriradio han havde fået i 13 års fødselsgave og fandt 208 meter/1439 kHz på langbølgebåndet.
Det var Radio Luxemburg – og de spillede Rock Around the clock!
Dunkende, sexet, vildt og anderledes end noget andet han havde hørt.
Lige der vidste han pludselig to ting: At der var en verden udenfor Kukkula, der var større og mere mangfoldig end han nogensinde havde turdet drømme om. Og at han ikke var alene.
Og selvfølgelig var det sikkert ikke det første nummer de spillede, da han tunede ind. Og måske var der også andre sange og andre stemmer, som var med til at overbevise ham om, at der var en verden udenfor Tornedalen.
Men det var sådan han huskede det bageefter. Hans moment. Der hvor alting forandrede sig. Der hvor alting begyndte.
Øjeblikkets forandrende kraft
Måske er det i virkeligheden sådan vi husker radio – i øjeblikke, der skaber bevægelse eller forandring. Punktet, hvor noget eller nogen bliver helt tydeligt, en indsigt bryder igennem eller en historie står helt ren i al sin gru eller storslåethed.
Vi taler altid om udsendelser, vi godt kan lide, montager, der har gjort uudsletteligt indtryk eller værter vi aldrig glemmer.
Men faktisk tror jeg mest, vi husker i enkeltøjebikke. I momenter.
Mit første radiomoment var salig Poul Borum, digteren, anmelderen og kulturæderen, der i 80erne lavede en række timelange udsendelser fra New York.
Jeg elskede de udsendelser. Men jeg husker kun én eneste ting: Borum spiller en liveoptagelse med Ramones fra klubben CBGBs og så siger han med sin cigarethæse stemme…”Kan De høre mig – det er mig, der står ude i siden og synger SHUBIDUA!”
Der har sikkert været klogere og meget mere interessante indslag i de udsendelser. Men den sætning ramte den lille provinsteenager lige midt imellem ørerne. Det gik op for mig, at hvis ham, der talte som Karen Blixen, var på punkklub OG HØRTE RAMONES, så kunne det måske lade sig gøre at blive voksen og få et sjovere liv end alle de regelrette parcelhusforældre, jeg kendte.
Ørehængerne
Siden har der været mange uforglemmellige lyttemomenter:
Georgiske æbler, der midt i en raspende tørke ruller frodigt ned i en metalslidske, er en af de lyde, der har malet billeder. Andre gange var det en stemme, der dirrede, et ord, der sagde alt eller en pause, som afslørede.
Et møde mellem to venner på en forladt byggeplads i Moskva, hvor det pludselig stod frysende klart at forræderi er værre end mord.
En dreng, der bruger sin lommepenge på at købe pålæg til sin søster, så hun ikke bliver drillet med at hun er fattig. “Hvilket pålæg køber du?” spørger intervieeren sagligt og detaljeret og han svarer: “Det gode pålæg. Altså trestjernet salami og kalkun”
En vært, der tager sin interviewpersons hånd og blidt tegner en tegning i hans håndflade, der sender ham durk tilbage til barndommen.
Fortælleren, der langsomt åbner døren til hotelværelset og kigger hvad det egentlig er der gemmer sig i bokserens rysæk
En reporter, der lysner sit røvhul for åben mikrofon eller en 80årig kvinde, der fejrer sin enkestand med sit livs første ikkenøjsomme synd – en flødeskumskage og et nummer af Familiejournalen.
Øjeblikke, som har bragt mig tæt på de andre – både når det viser sig, at de ligner mig befriende meget og når de er helt helt anderledes.
Den medfortællende lytter
Momentet gør mig til medskaber – de er klare lysende punkter, hvorimellem der er plads til min fantasi, mine egne erfaringer, viden og forestillingsevne. Jeg digter med og videre og fylder pladsen mellem punkterne ud. og pludselig bliver det et stjernebillede, som vi er fælles om.
Men måske kommer vi nogle gange til at drukne momenterne i abstraktioner, forbehold, nuancer, perspektiv og uddybning. Min gamle højskoleforestander forstod aldrig køen ved mønttelefonerne. Han mente, at telefonen kunne bruges til to meddelelser: Jeg hader dig eller jeg elsker dig. Alt anden var overflødigt ordgejl.
Og det er både meget rigtig og meget forkert.
Rigtigt er det – at alt det interessante i tilværelsen grundlæggende er meget enkelt. Man kunne måske gå så langt som til at sige meget banalt: Elsker han mig eller elsker han mig ikke. Og udenom det vikler tilværelsens mangfoldighed og den underlige unikhed, der gør banaliteten til noget helt andet og meget dybere end dameblad.
Den svære korthed
Til daglig laver jeg et reportageprogram, der varer 57 minutter.
For nogle år siden varede det halvanden time og da vi blev forkortet havde jeg lange mailudvekslinger med nogle af lytterne. Primært damerne med de blå hjelme, der begræd denne tivolisering, dette knæfald for zappende populærkultur, denne udhulning af vestlig civilisation, som vi kender den.
I deres optik er langt partout godt og endnu længere er endnu bedre. Jeg svarede, at jeg stadig syntes 57 minutter var lang taletid og at deres argumenter for mig var det samme som at sige, at lange bøger pr definition er bedre og vigtigere end korte bøger.
“Undskyld jeg skriver så langt, jeg har ikke tid til at skrive kort”, skrev Mark Twain engang i et brev. Og jeg tror det er sådan det er.
Det er let at være lang. Man kan være doven og dejligt befriet for svære valg, når minutterne strækker sig søvndrukne og mangfoldige foran ens mikrofon.
Det er til gengæld rigtig rigtig svært at være kort. Det kræver mod til at skære ind til benet, finde historiens filet og kunne udfolde en udvikling, et vendepunkt eller et menneske på et par minutter.
Hverdagens vendepunkter
Og så kræver det både oplevelseshjerne og indlevelsesevne at kunne se momenterne henne om hjørnet og nede i kælderne. At turde tro på, at de største fortællinger nogle gange gemmer sig midt i hverdagens almindellighed og banalitet.
For nogle uger siden skulle en mand, jeg kender have sin gamle træbåd op af vandet for vinteren. Det var egentlig ikke en begivenhed jeg havde bidt synderlig mærke i eller betragtet som særlig interessant.
Men om aftenen gav det anledning til flere timers underholdning. Alt det drama, der havde været. Den sure kranfører, motoren, der ikke ville starte, sekundet da båden endelig slap vandet og hang knagende i sine gjorder, angsten for at vinterstilladset ikke var stærkt nok og ikke mindst indblikket i havnens hardcore mandemiljø, hvor både nådesløs social kontrol og opmærksom ømhed jongleres med stor elegance og kan udrykkes i måden, man fx kommenterer en lønning, et hammergreb eller en skæv indsejling. Eller den overvældende anderkendelse og indvielse det er, når bådpladsens gamle alfahan for første gang kipper med kasketten.
Jeg grinede og gøs og fortrød bitterligt, at jeg ikke havde været der med mikrofonen. Og blev så dejlig påmindet om, at tilværelsen er fuldt af afgørende øjeblikke.
Duk dig – der kommer en flashhistorie!
Jeg tror det hele begynder i momentet – enkelt, banalt, tydeligt og forståeligt,
Og så kan man perspektivere, uddybe, nuancere, beskrive, grave, udfolde derfra. Ethvert moment kan blive til lange indslag, montager fuld af pirkende gråtoner, eller timelange temaaftner. Men hvis momentet ikke er der – så bliver alle perspektiverne bare abstrakt vonhörensagen og snak for galleriet.
Filmmanden Mogens Rukov siger, at ingen af os egentlig oplever noget særligt igennem livet. Vi oplever grundlæggende det samme som de andre. Hans påstand er, at vi er forbundet af naturlige historier.
Vi deler erfaringer: Vi er alle sammen børn, søskende, forældre, venner, kolleger og vi bliver forelskede, forladte, teenagere, voksne og affældige.
For Mogens Rukov er de naturlige historier en rambuk ind i modtagerens forståelsesapparat. Vi nikker og genkender og digter med og står så pivåbne og parate til at modtage denne helt særlige udgave af livet, selv om den måske viser sig at være helt anderledes end vores egen.
Kortformatet
Jeg tror, at momenterne opstår ud af de naturlige historier. Et fortælleDNA, der vikler sig gennem menneskeheden, en fælles forestilling og forståelse om livet.
Derfor er det også interessant hvor meget – eller rettere hvor lidt der skal til, før noget er en historie.
På nettet er der en hel bevægelse, der fortæller seksordshistorier eller flash-stories
Myten fortæller, at det var Papa Hemingway, tekstminimalismens tamburmajor, der begyndte.
Han sad på Hotel Algonquin ved det berømte roundtable sammen med en håndfuld forfatterkolleger. Efter god mad og drikke udfordrede Hemingway de andre. Han påstod, han kunne fortælle en histore med mindre end 10 ord. De troede ikke på ham og han bad dem alle om at lægge 10 dollars på bordet, som altså var gevinsten, hvis det lykkedes.
Hemingways historie lød sådan her.
For sale. Baby shoes. Never worn.
Hemingway vandt – historien havde en begyndelse, en midte og en slutning. Der var en udvikling, et projekt, et klimax og et før og et efter. En historie, der er så skarp og åben på én og samme tid, at ens fantasi straks går igang: For hvad skete der egentlig med baby? Og det er en historie, der tænder ens medleven, for selv uden forklaring forstår og forestiller vi os tabet, der gemmer sig inde i skitsen.
Siden er der gået sport i seksordshistorierne – her er et andet eksempel, skrevet af Richard K. Morgan. (Og her skal man måske nok vide, at i amerikansk militærjargon betyder K.I.A. killed in action).
K.I.A. Baghdad, Aged 18 – Closed Casket
Jeg har selv begået en – den er faktisk kun på tre ord. Jeg kalder den “En ulykkelig kærlighedshistorie”
Bedugget. Bedækket. Bedraget
Er det nok?
Til at få Prix Italia, til at stille nysgerrigheden eller forstå kærlighedens uvæsen.
Nej da!
Men er der nogen af jer, der ikke forstår den eller ikke lige nu sidder og og husker tilbage på den gymnasiefest, julefrokost eller baraften, hvor det samme skete for jer?
Så nu kan den gode historie begynde.
Og jeg kan godt love, at min ligner ikke nogen af jeres. Men alligevel er vi fælles om den.
Og derfor er momentet magisk.
