Jeg har det hele på bånd...

Foredrag fyldt med overraskende lytteoplevelser og radio fra hele verden

Jeg har lyttet og lavet radio det meste af mit voksne liv og produceret to store P1-serier om radioens historie. I en årrække var jeg vært på magasinprogrammet P1 podcaster og jeg underviser i lydproduktion på SDU, så rygsækken er fuld af eksempler fra fortid, nutid, ind- og udland. Og jeg elsker at fortælle om radioens betydning og historie og lydens helt særlig billeder.

Jeg holder foredrag om både de allernyeste strømninger og podcastens indflydelse på mediebilledet, om radiohistorien og de første 90 år med radio eller om hvordan radioreportagen åbnede verden for danskerne i 30erne, 40erne og 50erne. Det er underholdende fortællinger med perspektiv og masser af sjove og interessante radioklip.

Jeg fortæller også om Troels Kløvedal og spændingsfeltet mellem ungdomsoprørernes og den nye middelklasses vidt forskellige drømme i 70erne eller om hvordan højskolesangbogen har igennem tiderne har sat ord og toner på den danske historie og skabt fællesskaber, som det ikke altid er let at komme ind i.

Skriv til mig på susanna (at) lyd.guru hvis du vil vide mere om et af foredragene.

NUETS PLASKENDE PULS - radiohistorien

NUETS PLASKENDE PULS - radiohistorien

Kom med på et underholdende kulturhistorisk strejftog gennem 90 års radio- og danmarkshistorie.

Hør alle de fælles nu'er og det sjove, bevægende, forandrende og provokerende fra alle tiders æter.
Genhør kendte stemmer og begivenheder og få historien om Statsradiofonien - den belærende monopolradio, der blev en lille lydtømmerflåde i det store moderne hav af stemmer og informationer.

Læs mere...

SANGENES BLÅ BOG

SANGENES BLÅ BOG

Foredraget er et roadtrip gennem højskolesangbogen. Med sangene som kompasnål fortæller jeg højskolebevægelsens, fællessangens og det moderne Danmarks historie. Foredraget bygger på den DR podcastserie, jeg har produceret, og er spækket med lydklip, hvor fællessangere, musikere, sangskrivere, højskolemennesker, historikere og unge sangaktivister fortæller kuriøse, overraskende og spændende historier om den blå bog.

DRØMMENES KAPTAJN

DRØMMENES KAPTAJN

Foredraget bygger på min prisbelønnede P1-serie Drømmenes kaptajn. Troels Kløvedal kom hjem fra sin første verdensomsejling i 1978, og blev en af ungdomsoprørets ikoner. ’Farvel til patriarkat, BHer og forudsigeligt liv’, lød det fra ungdomsoprørerne. Men samtidig flyttede 100.000vis ud i de nybyggede parcelhuse bag den trygge ligusterhæk. I foredraget spiller jeg klip fra radioserien og fortæller om opbruddet i de vante livsformer både det ene og det andet sted og om spændingsfeltet mellem de meget forskellige drømme om lykken. Troels Kløvedal fortæller om det kollektivliv, som inspirerede og formede ham. Og han forklarer, at drømme er nødvendige, fordi de giver mod til at vælge det spændende liv, og for eksempel turde købe et gammelt skib for at sejle til verdens ende. Ude i forstæderne, hvor jeg selv er vokset op, tikkede realkreditlånet og arbejderbørnene lærte at blive middelklasse – de ville helst ikke på langfart, så de nøjedes med at drømme om det. Og det gør de stadig.

ÆTERENS SØMÆND

ÆTERENS SØMÆND

Danske radioreportere er gennem tiderne rejst ud med mikrofonen og har set på det fremmede med undren, overbærenhed, afsky, lyst og nysgerrighed.

Deres reportager er fantastiske historiske lydrejser til Afrika, Sovjetunionen, Amerika eller Grønland.

Men det er også fortællingen om hvordan danskerne op igennem tiderne har betragtet det fremmede - og sig selv.

Læs mere...

ER PODCAST DET NYE SORT?

ER PODCAST DET NYE SORT?

Med en mobilapp og høretelefoner kan vi i dag fordrive busturen eller opvasken med lytteoplevelser fra hele verden og podcastteknikken har gjort det muligt at sammensætte sine helt egne radiooplevelser

Kom med på opdagelsesrejse i podcastuniverset, bliv klogere på hvordan du finder det gode i det myldrende udbud og få et bud på hvordan podcast vil forandre vores mediebillede og presse den gammeldags flowradio.
Er podcasts en trussel mod sammenhængskraften eller skaber de i virkeligheden meget stærkere fællesskaber og hvordan forandrer podcast vores måde at lytte på?

Få et indblik i de nye radioformer og de spændende producenter fra ind- og udland og hør hvad al hypen handler om.