Hvad blev der af de rygende revolvere?

FoMorten_Nielsenrleden lagde anmelderen Lars Bukdahl et Morten Nielsen-digt ud på sin blog. Jeg havde helt glemt hvor vild han var – Morten Nielsen, den 22årige frihedskæmper, der døde ved en vådeskudsulykke i 1944.

Vi sender Dansemusik om Natten er skrevet året før og det flimrer af lyde, neonglimt,  dobbelthed, trompetsoli, røgringe, storbystikpiller og modernitet. Det fik mig til at tænke på hvor alle 10ernes, 20ernes og 30ernes ubændige, provokerende, omkalfatrende kunstneriske eksperimenter egentlig blev af i radioen? Men nyd nu først lige Mortens natlige dansant.

 

 

VI SENDER DANSEMUSIK OM NATTEN
Jeg er Cigarettens Glød
og Jazzmusikkens Rytme,
hurtig, let, men med en Underklang
af Død.

Jeg er Restauranters Rum
og Dansegulve
– Ekko af den Dans der gaar der,
langsom men med Underklang af Skabelsernes Rytme,
haard og hed og stum.

Jeg er Ilingen af Ild
i jeres Nerver
– Døgnets golde Mening med den Vej, hvor I
gaar vild.

Jeg er Rytmen i mig selv –
munter – uden Lykke – haard og hed og stum.
Aldrig mere Rytmen i en
Blomsteraabnings hvide Skælv.

Ikke Jordens Rytmespil
eller Sangen gennem Kornet,
ikke Rytmen hvortil Vaaren
foldes ud og
bliver til.

Ikke Klodens, ikke Vækstens
gode Rytme, der er nær og mild
og evig stor og streng
– jeg er Hungrens, Tidens, Dødens
Dansemelodiers Rytme og Refræn.

Europas koffein
I 1909 skrev futurismens tamburmajor Marinetti i det 1. manifest om at indtage den nye tid og efterlade “den sunde fornufts tunge karosseri og bekvemmelighedens bløde stopning”.  Futuristerne forkastede al den klassiske kultur og besang tenikken, fartens og kampens skønhed, den herlige krig og den agressive bevægelse. Og ligesom dadaisterne kunne de arrangere happenings, der får Solvognen og hesteofringen til at minde om en kirkebazar i provinsen.

“Freedom: Dada, Dada, Dada, crying open the constricted pains, swallowing the contrasts and all the contradictions, the grotesqueries and the illogicalities of life.”
Tristan Tzara

apollinaireÅrene efter forrige århundredeskifte var en brydningstid. Det stille kendte liv blev på få årtier rystet af 1. verdenskrig og fyldt med automobiler, radioer, røntgen, psykoanalyse, levende billeder, telegraftråde og brusende damptog.
Så Mona Lisa fik overskæg, hverdagsobjekter blev kunst, opskriften på et dadaistisk digt var at klippe en avisartikel ud i ønsket digtstørrelse, klippe ordene fra hinanden og sætte dem sammen på en ny måde, ekspressionisterne malede den moderne verden i forvredne former og på scener, bogsider og lærreder blev der eksperimenteret på livet løs for at give den nye virkelighed udtryk.  Som fx. her Guillaume Apollinares Calligrammer, der var en form for visuel poesi.

Bønnelyckes rygende revolver
I Danmark gik det heller ikke stille af. I 1919 var der ekspressionismeaften i Politikens Hus og efter at have læst et hyldestdigt til socialisten Rosa Luxemburg affyrede Emil Bønnelycke en pistol. Det var året efter at han hæsblæsende og feberhedt havde erklæret det nye århundrede sin uforbeholdne kærlighed i bogen Asfaltens Sange:

Jeg elsker en Sporvognsmast, En Plakatsøjle, en Cigaret, en Tændstik mere end et af Chr. Winthers digte. (han er jo i det hele taget en rædsom Digter.) Er en stejl Fabriksskorsten af Jernbeton ikke nydelig i Linjerne? Enkel, fast og præcis. Er Asfalten ikke en morsommere Ting end Grønsværen? Er Sporvognene, Bilerne, Cyklerne, Kioskerne, Butikkerne, Reklamerne, Aviserne ikke en ny frodig Side i Menneskeaanden?

Er Telegraferne, Telefonerne, Buelamperne, Elevatorerne, Kranerne, Togene, Aëroplanerne ikke en Blomstring, som pludselig finder sted i Verdenshistorien efter Aartusinders monotont Mørke? O, du unge Jord, du er som et Barn, der begynder at kunne gaa, begynder at kunne tale. Tænk paa din Udvikling. Tænk dig selv som en kold og moden, blændende Orator…

Derfor er du, Aarhundrede, en Stortid, en Særtid, en Rædselstid, en Jubeltid. Saa voldsomt har Menneskeheden aldrig før følt. Saa heftigt har Verdensstemningerne aldrig svinget.

(…)
Derfor er du Aarhundrede, en Tid for Ungdom, aandelig Kamp, for vilde, nye Drømme, for intellektuel Hasard, for forceret Liv, Sport, Hastighed, Travlhed, jagende Uro, Konkurrence. Ve den, der ikke vælger. Han dør to Gange. Første Gang distanceret af den nye Tids intellektuelle Stafetløbere…

Jeg elsker dig, du lykkelige Ulykkestid…

Jeg elsker dig, du selvfølgelige Rædselstid…

Jeg elsker dig, du fornuftige Vanvidstid…

Jeg elsker dig, du kaotiske Systemtid…

Jeg elsker dig, Mørkets Tid, Opstandelsestid,

Epokernes store Selvmodsigelsestid…

Læs hele Aarhundredet.

Provokerende strandkys
Det var en kaleidoskopisk og nyskabende tid, der fulgte industrialismen, verdenskrigen og det moderne gennembrud. Gamle autoriteter og traditioner blev rokket og det knitrede mellem tabet af den gamle tryghed og den nye brusende frihed. Det krævede anderledes udtryksformer, så nye medier, materialer og metoder blev undersøgt og afprøvet. Den tyske dadaistiske kunstner Hannah Hoch var fx en af de første, der arbejdede med fotomontager og var med til at vende op og ned på forestillingen om hvad man kunne bruge virkelighedens aftryk til. 

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=VxlojUBxjj8?rel=0&w=560&h=315]

Al denne her energi og eksperimenteren udspandt sig groft sagt fra begyndelsen af 10erne til midt i 30erne – samme tid som radioen trådte sin barnesko.
Jo mere jeg surfer rundt og ser på datidens kunstneriske udfoldelser, jo mere undrer det mig at så lidt af den omvæltning kom til at påvirke radioens lyd og formsprog og at man hører så få ekkoer af forandringens vinde i datidens æter. For det nye lød af noget: Der blev udviklet elektroniske instrumenter og lavet musik af hverdagslyde og futuristerne skrev manifester om larm og lavede koncerter for snart sagt hvad som helst – “spillet på Blikgrammofoner og Mælkemandsklokke..” som Tom Kristensen skrev i digtet Landet Atlantis i 1920.

Nu har jeg klikke mig igennem alle arkivets udsendelser fra 1930erne – altså de 219 der er blevet gemt. Og selvfølgelig kan der godt have været nogle unge fusentaster, som aldrig nåede i arkivet. Det virker bare ikke sådan.
Det er altid en oplevelse af gå i radioarkivet og høren historien 1:1. Det er historisk spændende og fascinerende at høre præcis hvordan fortiden lød, hvordan folk talte og alt det.
Men når det så er sagt og hørt, så er det altså også meget meget meget pænt og høfligt.
Der er ikke megen natlig dansemusik, haard, hed og stum rytme eller aeroplaners blomstring og fornuftig vanvidstid over de nydelige herrer fra Statsradionien, som taler oppefraogned med husmænd om høsten, sommergæsterne i Rørvig om indkøbsmulighederne eller et af de få eksempler på samfundskontrovers: Aksel Dahlerup, der i 1938 konverserer med bademesteren på Bellevue om hvordan man forhindrer overdrevent kysseri på stranden.

Det er som om al den dirren, forandring og eksperimenteren, man finder i kunsten, er foregået i et parallelunivers.

STATSradiofonien
Radio var det nye sort i 20erne. Man oprettede radioforeninger og radioklubber og eksperimenterede med at sende musik og tale ud i æteren. Over hele verden byggede radioamatører krystalapparater og forsøgte at finde ord og toner på frekvensbåndet, mens politikerne diskuterede hvordan man skulle regulere og organisere det nye medie.
I Danmark blev det til et monopol, Statsradiofonien begyndte som en forsøgsordning 1/4 1925 med kammersanger Emil Holm som driftschef. Hans vision var, at “bringe kunstens værdier ud til de videst mulige befolkningskredse” og radioloven foreskrev, at udsendelserne skulle være af “alsidig kulturel og oplysende art”.

Det var statens radio og det var et pædagogisk opdragelsesprojekt. Masserne skulle dannes – hvad enten de ville det eller ej – og 48% af sendetiden var fyldt med undervisning, skoleudsendelser, foredrag, gudstjenester, operaer og klassisk musik. Det var borgerskabets dannelsesideal, der herskede og den brede befolkning skulle via radioen hjælpes til at træde højere og højere op af kulturens rangstige.
Måske er det også her forklaringen på den pææææææne radio skal findes. I en sådan endimensionel kulturopfattelse, hvor godt og skidt er besluttet over en cognac og en cigar i herreværelset, inviterer man ikke oprørerne indenfor. Det pæne selskab havde ikke noget behov for at få opfattelser, livssyn og ideologi udfordret – i modsætning til i dag, hvor der nærmest er en forpligtelse til at skildre divergerende opfattelser og vi styrter ud med mikrofonerne hver gang nogen er i opposition til det bestående.

Dengang præsenterede Statsradiofonien et stabilt, harmonisk, velordnet samfund, hvor alle kendte deres plads og ikke stillede spørgsmål ved indretningen. Radioens danmarksbilleder fra 30erne er fyldt med tro på Gud, konge, fædreland, tryg klasseopdeling, gode borgerlige dyder og piger der kan stege frikadeller. Og vi skal langt op i 50erne og 60erne før 10’ernes og 20’ernes unge ekspressionistiske brushoveder overhovedet bliver nævnt – i historiske litterære analyser eller som alderdommelige ironiske tilbageblik. Som her, hvor Tom Kristensen i 1960 genkalder sig fortiden.

Aksel Dahlerup, en af radioreportagens pionerer, skriver i sin erindringsbog “Ved Mikrofonen” om det harmoniske samfund, som han mente, han var med til at skildre.

“Vi har lært hinanden langt bedre at kende end før; og det er en af Radioens virkeligt store Fortjenester. Iført Træskoene og Arbejdstøjet mødes vi, uden at nogen behøver som meget som at vaske Hænderne, før de træder hen til Mikrofonen. Har De ikke lagt mærke til, at i alle de Aar, Mikrofonen har været på Vandring rundt i vort Land, har der aldrig lydt en virkelig Misfornøjelse, aldrig en bittert fordømmende Tone i den Tale, der lød fra de smaa i Samfundet – heller ikke fra de store, som jo har haft en del at renoncere på netop i den Række af År, der betegner Radioens Levetid”

Og i “Radio-eventyr” fra 1968 lægger Dahlerup slet ikke skjul på, at en god borgerlig indstilling var noget næsten naturgivent og alt andet noget, man nødtvunget måtte acceptere eller lære at leve med.

“Alene i Radiorådet, gennem de mange år, fik jeg jo at gøre med mange socialdemokrater og lærte dem så godt at kende, at jeg kom til at synes om dem”.

Emil Holms tanke om at udbrede kulturværdier holdt sig nogle artige årtier, indtil radiorådsformand Julius Bomholt i 50erne talte for “farlig radio” og en lille håndfuld radiofolk som Willy Reunert og Viggo Clausen begyndte at kradse i det virkelige liv og fortalte pirkende historier om ægteskabet, abort og det moderne liv på afbetaling. Historier, der blev selv Bomholt for farlige.

Nuets plaskende puls
Måske var det også den tekniske vidunderlighed, der gjorde radioen så uavantgardistisk. I 20erne og 30erne var lydoptagelser det nyeste nye og det overhovedet at kunne sende ude fra virkeligheden og høre steder og mennesker, som de lød var i sig selv fantastisk. Radioforhandlerne reklamerede med at “hjemme er bedst” og kulturhistorikeren Hartvig Frisch mente, at radioen sluttede kontakten mellem familien foran modtagerapparatet og verden udenfor: “som man fik det gennem Øret, var det selve Nuets plaskende Puls, der blev fornemmet”.
Dahlerup skriver i “Ved mikrofonen” om tiden hvor reportagerne afløste de belærende foredrag i radioen:

“Dagliglivets Lyd fra Arbejdspladserne tonede ind i hjemmene og gav det talte Ord en realitetsbaggrund, som virkede stærkt. Husk, dette foregik på en Tid, hvor Menneskene i Almindelighed endnu tørstede efter nye Indtryk og modtog dem alle med en ærlig Vilje til at falde i ny Undren over Radioens mystiske Kraft.(…)Mentaliteten var en anden. Man tog med aabent Sind mod hver Lyd, der talte om Millieu, – og man lod sig henføre. Lyd af Rum og af Menneskers Færden har haft stor betydning dengang”.

Hør, hør hvad vi kan! Måske var det i begyndelsen så epokegørende, at det overhovedet kunne lade sig gøre at optage lyd, at det var nok i sig selv. Malerne, forfatterne, scenekunstnerne og fotograferne havde lange lange udtrykstraditioner at gøre oprør imod og eksperimentere med – de kunne lege med et etableret formsprog og skabe nye forestillingsverdener, mens det nye medie, radioen, i begyndelsen havde nok at gøre med bare at finde ud af at afspejle den skinbarlige virkelighed.

Ærgerligt nok. Jeg ville gerne have kunnet øreopleve Emil Bønnelyckes feberhede asfaltsange eller høre hvordan Gustaf Munch-Petersens surrealistiske revolutionsdrømme lød. Istedet for at nøjes med ordene på papir eller en af samtidens højborgerlige anmeldere, som skrev, at “digtene vidner tydeligt nok om, at manden er sindssyg – på uigenkaldeligt sidste stadium”.

En af 20ernes eksperimentalfilm: Fernand Legers Ballet Mécanique med musik af George Antheil.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=lEuDFJd6_2U?rel=0&w=560&h=420]

I samme skure

Een kommentar