Hvad blev der af de rygende revolvere?

FoMorten_Nielsenrleden lagde anmelderen Lars Bukdahl et Morten Nielsen-digt ud på sin blog. Jeg havde helt glemt hvor vild han var – Morten Nielsen, den 22årige frihedskæmper, der døde ved en vådeskudsulykke i 1944.

Vi sender Dansemusik om Natten er skrevet året før og det flimrer af lyde, neonglimt,  dobbelthed, trompetsoli, røgringe, storbystikpiller og modernitet. Det fik mig til at tænke på hvor alle 10ernes, 20ernes og 30ernes ubændige, provokerende, omkalfatrende kunstneriske eksperimenter egentlig blev af i radioen? Men nyd nu først lige Mortens natlige dansant.

Læs mere

Med Franz i Paris

“Alle Butiksruder er glimrende oplyste. Især Modemagasinerne har tændt et Lyshav, hvori Silken gnistrer og Fløjlet ruller i tunge, bløde Farvebølger. Men også Delikatesse-Forretningerne straaler med alle Blus for at forøge Tiltrækningen ved deres røde Bayonne-skinker, deres lysebrune Postejer, brogede Geléer, hvide Marcipan og de vældige Dynger af kandiserede Frugter: lysegule Aprikoser, grønne Figurer og blodige Kirsebær.

Læs mere

Opvaskedysten i 1939


På scenen står Fru Gammeldags og Fru Moderne. De vasker op, den første med balje og børste, den anden med en nymodens opvaskemaskine og en mand med mikrofon kommenterer ivrigt dysten. Det er opvaskemaskinefabrikken, som har arrangeret konkurrencen, så fru Gammeldags er selvfølgelig håbløst bagefter.

Året er 1939 og der er Verdensudstilling i New York. Temaet er The World of Tomorrow og sloganet lyder Begyndelsen på en ny dag. På pamfletten kunne man læse:

“Here are the materials, ideas, and forces at work in our world. These are the tools with which the World of Tomorrow must be made. They are all interesting and much effort has been expended to lay them before you in an interesting way. Familiarity with today is the best preparation for the future.”

Statsradiofoniens første markante reporter Aksel Dahlerup rejste til Amerika og lavede en udsendelse, hvor han tog lytterne med gennem pavillionernes blik ind i fremtiden.

Læs mere

Etatsradiofonien

EtatsradiofonienSidder og bladrer i radiomanden Aksel Dahlerups erindringer Radioeventyr og faldt over denne vittighedstegning fra 1959.

Der er åbenbart nogle problemer som er ens til alle tider…

Stedet ryster

For et par år siden var jeg så tåbelig at lave en udsendelse fra den gamle Lillebæltsbro. I teorien var ideen sådan set god nok. Jeg havde bare ignoreret det faktum, at jeg sammen med mine to interviewpersoner skulle kravle op på metalskelettet, der hæver sig over selve broen og gå på en smal metalbro med direkte nedsyn til havet 75 meter under os. Jeg er ikke så vild med højder. Faktisk gør de mig rædselsslagen og jeg får det som om alle naturlove ophæves og min krop pludselig kan blive grebet og opslugt af det store luftintet rundt om mig.
Men med mikrofon i hånden tør man heldigvis alting. Eller man gør det ihvertfald. Så jeg kravlede bævende op over biler og toge.

Læs mere

At kalde tingene ved navn

Det regnede i morges – nu drypper lyset ned

Sådan sang Elisabeth engang i 80erne, hvor min musiknerver lå helt blottede og påvirkelige. Mit indre øje fryder sig, hver gang jeg ser den sætning. Den er sådan et helt skarpt lille snapshot og selvfølgelig drypper lyset ikke – det kan enhver lysteoretiker forklare. Men det er præcis sådan det ser ud, når solen kommer frem efter et regnskyl.

Læs mere

Med ryggen mod muren

Jeg sætter mig altid op ad væggen, når jeg er ude. Det giver det bedste overblik over rummet og – som en af mine agentiøse venner engang gjorde mig opmærksom på – det formindsker risikoen for at blive skudt i ryggen betragteligt.

Læs mere

Lugtens tidsmaskine

Jeg har et hemmeligt rum under jorden. Man presser et robust knivsblad ned i den smalle revne i gulvet og brækker opad, og når den tunge parketplade er fjernet ligger der en isoleringsplade og nogle uregelmæssige hvide flaminogstykker. Under halvdelen af huset er der krybekælder – et 75 centimeter højt rum, som ikke rigtig kan bruges til noget.

Min forgænger udi husejerskab benyttede det til vinkælder, desværre hans eget hjemmebryg, og der står stadig nogle “den med tyren”-flasker i et hjørne. Propperne ser ud som om de er lige ved at give efter for presset og bag det grønne glas duver klumpede gulligt lyserøde mugformationer med lange flossede tentakler – de ser ud som om de aspirerer til at være hovedpersonen i den næste Alienfilm.

Læs mere

Verden på hjul

Hver uge kom verden på besøg i den lille by, jeg voksede op i. Den parkerede prustende og himmelblå på pladsen mellem Centeret og stationen og med et dybt hydraulisk suk åbnede den smalle dør ind til Himmerrige.

Min forældre ville deres børn det bedste og havde derfor bosat sig i en miniputby med nye parcelhuskvarterer, der strakte sig som begærlige fingre ud over de flade marker. Det var en skøn barndom fuld af huler i skoven og spændende fiskelig på stranden, men da jeg blev 13 begyndte byen at stramme over skuldrene og klemme om tæerne og jeg ville kun en ting – VÆK!

Læs mere
Side 3 af 41234